Teenager inspirerer Liverpool til stort comeback
18-årige Rio Ngumoha var i forrygende spillehumør, da Liverpool vendte 0-2 til en sejr på 4-3 over Villarreal.

18-årige Rio Ngumoha var i forrygende spillehumør, da Liverpool vendte 0-2 til en sejr på 4-3 over Villarreal.

Liverpool spillede som en pose nødder i den første halve time mod Villarreal tirsdag aften, men da den halve time var gået, endte det i opvisning.
Hjemme på Anfield var englænderne nede med 0-2, men med en sprudlende offensiv tog de en 4-3-sejr og vandt dermed for tredje kamp i træk i Champions League.
Den blot 18-årige Rio Ngumoha var kampens helt store oplevelse, selv om han ikke kom på måltavlen.
Fra sin position på kanten drev han gæk med de gæstende spaniere og lagde op til to af Liverpools mål. Da han med omtrent 20 minutter igen forlod banen, var det til stående klapsalver fra tilhængerne på tribunerne.
Men det begyndte altså ikke specielt imponerende for værterne. Efter en halv time var Villarreal foran med 2-0 på mål af Georges Mikautadze og Sergi Cardona. Og så vågnede Liverpool op.
Den første reducering kom seks minutter efter Villarreals andet mål. Alexis Mac Allister steg op til et hjørnespark og skaffede Liverpool det forløsende mål.
Lige før pausefløjt blafrede det igen bag Villarreal-keeper Peter Gulacsi, da Ronald Araujo kom buldrende ved stolpen og pandede Rio Ngumohas indlæg i netmaskerne til 2-2.
Efter pausen skabte Liverpool den ene chance efter den anden, og efter 65 minutter var der bingo. Rio Ngumoha brød igennem i højresiden og serverede kuglen for fødderne af Alexis Mac Allister.
Liverpool udnyttede momentum, og tre minutter senere fik den ofte udskældte Florian Wirtz bolden i feltet og sparkede den tørt i mål til 4-2.
Ridserne i lakken var dog ikke helt poleret væk. Villarreal skabte spænding med en scoring i slutminutterne, men Liverpool holdt stand.
I det sydlige Italien lykkedes Rasmus Højlund og Napoli med at trække sig sejrrigt ud af opgøret mod Bodø/Glimt. Nordmændene var ellers det mest dominerende hold på banen, men Napoli vandt 4-3.
Manchester City bankede AEK Athen med 5-1.
RITZAU