Team Tvis er ude af EHF Cuppen

Læs mere
Fold sammen

Team Tvis Holstebro måtte søndag sande, at det europæiske eventyr i EHF Cup'en er slut. Klavs Bruun Jørgensens mandskab tabte den anden af de to kvartfinaler mod slovenske Gorenje Velenje.

Holstebro-holdet tabte 30-31 på hjemmebane. Og da Team Tvis ligeledes led et smalt nederlag på 27-28 i sidste uges første opgør på udebane, så blev kvartfinalen slutdestinationen for det skadesplagede håndboldhold.

Skaderne var sidste uge så mange, at holdets cheftræner, Klavs Bruun Jørgensen, måtte på banen for at flytte bolden. Den tidligere landsholdsstjerne kom dog ikke på banen i søndagens returopgør mod et veloplagt slovensk mandskab.

Velenje bragede afsted fra start, så det efter ti minutter stod 7-3 til slovenerne. Team Tvis fik dog kæmpet sig tilbage, så det meste af kampen var meget tæt. Det danske hold havde gode muligheder for at tage sejren, da slovenerne fik en udvisning i de sidste minutter, men gæsterne holdt kadencen.

Dermed er Gorenje Velenje videre til Final4 i EHF Cup'en.