Team Esbjerg taber sjette CL-kamp på stribe

Der var muligheder for Team Esbjerg i søndagens Champions League-kamp, men holdet magtede ikke at udnytte dem.

Læs mere
Fold sammen

Efter fem nederlag i træk i Champions League-gruppespillet havde Team Esbjerg så godt som udspillet sin egen rolle.

Alligevel bed Team Esbjerg godt fra sig i søndagens udekamp mod rumænske CSM Bucuresti, som endte med at vinde kampen 33-25.

Team Esbjerg var længe med i kampen og bagud med blot et enkelt mål midtvejs i anden halvleg.

En skidt afslutning med bunkevis af angrebsfejl og rumænske kontrastød ødelagde dog Team Esbjergs muligheder for point.

CSM Bucuresti var allerede foran med 17-13 ved pausen, og den føring blev ikke smidt væk, selv om det på et tidspunkt var tæt på et flot dansk comeback.

Men i stedet for et comeback kollapsede jyderne totalt og overlod initiativet til CSM Bucuresti, som tog imod gaveboden og afgjorde kampen.

Med nederlaget har Team Esbjerg fortsat kun to point og er placeret på sidstepladsen i gruppen efter syv kampe.

CSM Bucuresti fik med sejren klemt sig op i det sjove selskab, der kæmper om at avancere til kvartfinalerne. Rumænerne har nu syv point efter syv kampe.

Team Esbjerg har fortsat en teoretisk chance for at nå videre til kvartfinalerne, hvis holdet vinder de tre resterende gruppekampe.

/ritzau/