Team Esbjerg buldrer videre i kvindernes håndboldliga, hvor holdet fortsat ikke har smidt point siden sæsonpremieren i slutningen af august.

Den 14. ligasejr på stribe blev hentet lørdag eftermiddag hjemme mod rækkens nummer fire, Viborg, der i en noget ujævn kamp blev slået 28-25.

Esbjergenserne førte 16-11 ved pausen og så ud til at være på kurs mod en klar sejr, men fik uventede problemer i begyndelsen af anden halvleg.

Her scorede Viborg seks mål i træk og bragte sig foran 17-16. Storfavoritterne så lettere rystede ud, brændte adskillige forsøg på den velspillende målvogter Stine Broløs, og ellers stensikre Nora Mørk høvlede et straffekast forbi mål

En timeout af træner Tomas Axnér og mere koncentrerede spillere fik dog Team Esbjerg tilbage på sejrskurs, selv om præstationen aldrig nåede tilbage på første halvlegs højder.

Storspilleren Henny Reistad, der tilbragte en del tid på bænken før pausen, løftede niveauet, da det kneb i anden halvleg.

Selv om også hun havde sine skæverter, endte hun dog som topscorer med otte fuldtræffere.

Viborg fastholder trods nederlaget fjerdepladsen i tabellen, men har fået længere op til top-3, hvor også Odense og Nykøbing Falster vandt deres kampe lørdag.

Odense besejrede på hjemmebane Horsens med 31-25, mens NFH tog til Bjerringbro og hentede en storsejr på 41-28 over bundholdet.

/ritzau/