Team Danmark har taget konsekvensen af rodet i Dansk Taekwondo Forbund.
På et møde tidligere i november fik taekwondofolkene besked om, at de ikke skal regne med økonomisk støtte næste år.
Samarbejdet er suspenderet, forklarer Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, over for Ritzau.
- Der er en manglende tillid til, at tingene er gået helt, som de skal, siger han.
I oktober beskrev Politiken blandt andet, at der ikke var styr på økonomien i Dansk Taekwondo Forbund, som ved udgangen af august havde et underskud på 300.000 for det olympiske kampområde. Det udløste et betalings- og udgiftsstop.
Allerede inden artiklerne havde Team Danmark fået nys om, at der manglede lønudbetalinger til landstræner og sportschef, og at der har været problemer med udlæg til atleter i forbindelse med træningslejre.
Team Danmark suspenderede også støtten til forbundet tidligere på året, men valgte i sommer at give taekwondoforbundet status som innovationsforbund frem til udgangen af 2026.
Med titlen fulgte en check på 720.000 kroner. Penge, der skulle være med til at køre talenterne Tobias Hyttel og Otto Herlev Jørgensen i stilling til OL 2028.
Men Team Danmark er ikke sikker på, at pengene er blevet brugt som aftalt.
- Når vi laver aftaler med de forbund, vi samarbejder med, er vi ret præcise omkring, hvad pengene skal gå til. Hvis vi ikke har en tryghed i, at pengene er gået til det, der er aftalt, går vi ind og undersøger det nærmere.
- Det er den proces, vi har sat gang i nu, hvor vi kigger det hele igennem og sørger for, at alt er, som det skal være, siger han.
Team Danmark vil gerne have dokumentation for, at trænere og ledere bliver ansat på vilkår, der er "socialt og samfundsmæssigt ansvarlige".
Desuden skal det stå mere klart, at rammerne for atleterne er optimale.
- De er super ærgerlige over det i taekwondoforbundet, men de kan godt forstå, at der er behov for, at vi får vendt tingene. Jeg oplever egentlig et forbund, der er samarbejdsvilligt, men selvfølgelig også et forbund og nogle atleter, der er ærgerlige over, at vi nu igen er her, siger sportsdirektøren.
Sporten fik uvant stor opmærksomhed ved sidste års OL i Paris, hvor Edi Hrnic kæmpede sig til en dansk bronzemedalje.
Man skulle tro, at det havde givet taekwondo vind i sejlene, men sådan er det ikke gået. Hrnic har forladt sporten - ifølge Politiken på grund af utilfredshed med landsholdsledelsen.
OL-stjernen har i den forbindelse rettet en kritik, som Team Danmark er opmærksom på.
- Det har ikke noget med ham at gøre som sådan, men Edi har påtalt nogle ting, og vi skal have undersøgt, om de stadig foregår, siger Lars Balle Christensen uden at uddybe.
Til Politiken har taekwondoformand Mireille Enggaard Kempf påpeget, at forbundet er i gang med at få ryddet op i butikken.
- Dansk Taekwondo Forbund har været igennem en turbulent periode, og vi arbejder målrettet på at professionalisere forbundet, både økonomisk, sportsligt og politisk, lød det fra formanden.
/ritzau/
