Team Danmark-formand: Medaljer fik nogle til at miste hovedet

Ifølge Frank Jensen kan et stort fokus på medaljer have gjort, at regler ikke blev ændret.

- Som Kammeradvokaten beskriver, var der på det tidspunkt et stort fokus på, at der skulle vindes medaljer. Det fokus var åbenbart med til at få nogle til at miste hovedet, siger Frank Jensen. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. En rapport fra Kammeradvokaten, der blev præsenteret fredag, retter en sønderlemmende kritik af forholdene i dansk svømning fra 2003 til 2013.

Kritikken rettes især mod Dansk Svømmeunion, men heller ikke Team Danmark har gjort nok for at forhindre de kontroversielle træningsmetoder.

Ifølge Frank Jensen, der har været bestyrelsesformand i Team Danmark siden 2012, er der ikke blevet handlet tilstrækkeligt fra Team Danmarks side.

- Jeg bliver ked af det på vegne af de atleter, som beskriver forhold, som de aldrig nogensinde må være udsat for, når de er i ansvarlige træneres varetægt, siger Frank Jensen, der også er overborgmester i København.

- Slet ikke, når der var specialister fra Team Danmark, som var ude i træningsmiljøerne.

- Godt nok rapporterede de ind til ledelsen, men på intet tidspunkt blev de ting trådt fuldt igennem. Man drøftede frem og tilbage, at der var sket noget, der ikke var i orden, men det trådte aldrig igennem i regelsættet. Det fik lov til at fortsætte i svømning, siger han.

Men det helt store spørgsmål - hvorfor - har Frank Jensen svært ved at svare på.

- Man kan kun gisne om det.

- Som Kammeradvokaten beskriver, var der på det tidspunkt et stort fokus på, at der skulle vindes medaljer. Det fokus var åbenbart med til at få nogle til at miste hovedet.

Han understreger, at forholdene i Team Danmark i dag slet ikke kan sammenlignes med perioden, der omtales som kritisabel i rapporten.

- I dag ved vi godt, at vi må gerne hylde de atleter, der vinder guld til Danmark, men det må aldrig nogensinde være på bekostning af deres trivsel og sundhed, siger Frank Jensen.

Kammeradvokaten vurderer i sin rapport, at Danmarks Idrætsforbund (DIF) har levet op til sit ansvar i den undersøgte periode.

Men ifølge Niels Nygaard, der er bestyrelsesformand i DIF, vil forbundet alligevel kigge på, hvor det kan gøre sit arbejde bedre.

- Selvfølgelig har vi et ansvar for at være med til at sikre, at der er et miljø på træningsstederne og ikke mindst i vores forbund, som lever op til de etiske normer, som vi stiller op.

- Derfor spørger vi også og selv - og i samarbejde med Team Danmark - hvor vi kan sætte ind, så det ikke kan ske fremadrettet. Blandt andet har vi indført en whisteblowerordning og en etisk komité, siger Niels Nygaard.

/ritzau/