Fremtiden er dyster for de danske mountainbikeryttere, som i søndags vågnede op til nyheden om, at landsholdet var sparet væk på grund af pengemangel i Danmarks Cykle Union (DCU).

Men sportsdirektør i Team Danmark Lars Balle Christensen er ikke afvisende over for at spæde til, hvis situationen ændrer sig.

- Vi har en tæt dialog med forbundet, og hvis der viser sig nogle muligheder for, at der kan skabes den nødvendige økonomi, så må vi tage en dialog om det. Om vi kan være med eller hvordan, siger han.

- Jeg vil ikke udelukke det, men det er et forbund, som vi i forvejen investerer ret mange penge i - også sammenlignet med andre forbund.

- Vi er selvfølgelig åbne for det, hvis der kan findes penge på det niveau, der skal til, for at man kan indfri potentialet. Men hvis pengene ikke er der, synes vi også, at det er rettidig omhu at tage fat i tingene og få lagt en plan for, hvordan vi så kan få gennemført det, vi trods alt har penge til at gennemføre med den kvalitet, der skal til, forklarer han.

Men ekstra penge skal der findes.

DCU har fået gennemtrawlet sin økonomi af et eksternt firma, der er kommet frem til, at forbundet styrede mod et underskud på cirka en million kroner i år.

Cykelfolkene vendte den prekære situation med Team Danmark, og sportsdirektør Lars Balle Christensen er enig i beslutningen om at sløjfe mountainbikelandsholdet.

Alternativet var at sprede besparelserne ud over de fire discipliner landevej, bane, BMX og mountainbike.

- Vi er ikke med på at køre en bred spareplan på alle de discipliner, vi har samarbejde om. Så tror vi ikke på, at vi når de mål, der er sat, slår han fast.

De bedste danske mountainbikeryttere har gennem årene vundet adskillige medaljer med EM og VM, men sportsdirektøren er alligevel overbevist om, at det var det rette sted at sætte ind.

Han anerkender dog, at også mountainbikedanskerne havde udsigt til at klare sig godt på den internationale scene.

- Det gør ondt, lige meget hvor vi havde skåret, for der er et stort resultatpotentiale. Desværre for mountainbikesporten var det dem, der stod for skud, lyder det fra Lars Balle Christensen.

I kølvandet af beslutningen fortalte DCU-direktør Niels Bo Daugaard tidligere på ugen, at der før hans ansættelse var lagt et budget med "luftige antagelser" om forbundets indtægter for 2025.

Den del af butikken vil Lars Balle Christensen ikke forholde sig til.

- Det er svært at udtale sig om, for så tæt er vi ikke på. Vi er meget tilfredse med det samarbejde, vi har med DCU, i forhold til hvordan deres elite bliver drevet. Men hvordan alle de andre ting foregår, har vi ikke indsigt i, siger sportsdirektøren.

/ritzau/