Team CSC-sponsor klar til forlængelse

Hovedsponsoren bag det danske cykelhold, Team CSC, kalder en forlængelse af sponsoratet for sandsynligt.

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Først indrømmede Bjarne Riis, at han havde dopet sig under Tour-sejren i 1996. Siden har Jörg Jaksche beskyldt den danske holdejer for at kende til dopingmisbruget på hans cykelhold. Selvom der for tiden blæser vilde vinde omkring Team CSC, så har det på ingen måde skræmt hovedsponsoren bag holdet, IT-virksomheden CSC, væk.

Hovedsponsoren overvejer således ifølge B.T. at forlænge aftalen med cykelholdet i løbet af det næste halve år.

- Det er endnu ikke definitivt, men sandsynligt må du gerne kalde det, siger CSC's europæiske præsident Guy Hains til avisen.

- Vi har hele tiden set det som en langsigtet investering. Vi synes, vi får et meget godt afkast af vores investering, fortsætter Hains.

Internetvirksomheden har stået bag cykelholdet siden 2001.

/ritzau/