Tennisspilleren Clara Tauson leverede et comeback, da hun natten til tirsdag dansk tid spillede sig videre til anden runde ved en WTA 500-turnering i mexicanske Monterrey.

I første runde besejrede danskeren det mexicanske hjemmebanehåb Renata Zarazua med 3-6, 6-3, 6-0.

Tauson, der rangerer som nummer 42 i verden, kom efter en lovende indledning i alvorlige problemer mod mexicaneren, som er nummer 71 på verdensranglisten.

Den danske favorit bragte sig foran med 2-0, inden Renata Zarazua kom i gang og vandt de to næste partier.

Efter at Tauson havde holdt serv og bragt sig foran med 3-2, vandt mexicaneren de næste fire partier og lukkede første sæt.

Clara Tauson lod sig ikke umiddelbart slå ud, da de genoptog spillet i andet sæt, som hun vandt overbevisende med 6-3. Danskeren servede stabilt i egne servepartier og fik brudt sin modstander to gange.

Tredje og afgørende sæt blev en ensidig affære, hvor Tauson var i fuld kontrol fra start til slut. Danskeren rundede opgøret af med at udnytte en breakbold og vandt sættet 6-0 efter 28 minutter.

Det var anden gang, at de to spillere stod over for hinanden. Tilbage i november 2024 vandt Renata Zarazua deres første indbyrdes opgør.

I anden runde venter der Tauson hård modstand i form af russeren Ekaterina Alexandrova.

31-årige Alexandrova, der er nummer 19 på verdensranglisten, er topseedet i Mexico.

Clara Tauson fører den indbyrdes statistik mod russeren, da danskeren har vundet deres to hidtidige møder. De fandt begge sted i 2021.

Turneringen i Monterrey er den sidste opvarmningsturnering til årets sidste grand slam-turnering US Open.

RITZAU