Tauson er færdig i Tyskland trods et fremragende første sæt
Karolina Muchova kom sig over en lussing i første sæt og sendte Clara Tauson ud af turneringen i Bad Homburg.

Karolina Muchova kom sig over en lussing i første sæt og sendte Clara Tauson ud af turneringen i Bad Homburg.

Clara Tauson fortsatte sine lovende takter, men måtte torsdag strække gevær mod tjekken Karolina Muchova.
Det skete i en kvartfinale i WTA 500-turneringen i tyske Bad Homburg, som tjekken vandt 1-6, 6-2, 6-4 efter godt to timers spil.
Tauson havde mandag og onsdag vundet sine indledende kampe som undertippet og i perioder vist storspil efter flere måneder med svigtende resultater og fysiske problemer.
Og torsdag leverede den 23-årige dansker sit måske bedste sæt overhovedet i 2026.
Første sæt var en magtdemonstration af en bomstærk Tauson, der lavede et minimum af fejl og med både sin serv og et glimrende returspil dominerede fjerdeseedede Muchova stort.
29-årige Muchova, der modsat Tauson har haft et resultatmæssigt godt 2026, fandt dog sig selv i andet sæt.
Det gav en langt mere lige kamp end første sæt, der tog kun 25 minutter at få afviklet, og desværre for Tauson tippede kampen over til fordel for verdensranglistens nummer 11.
Afgørende blev det blandt andet, at Tausons point i egen serv faldt fra 80 til under 50 procent fra første til andet sæt.
Tauson viste god moral, afværgede seks breakbolde og gav aldrig op, men stabiliteten og dominansen var væk, og rutinerede Muchova udlignede til 1-1 i sæt og tog momentum med til det afgørende tredje sæt.
Det udnyttede hun til at bryde Tauson til både 1-0 og 4-1, og kampen syntes afgjort.
Men Tauson genfandt de gode takter fra første sæt og skabte spænding.
Efter tre partier i træk tilspillede danskeren sig endnu en breakbold til at gøre kampen helt lige igen, men Muchova fandt et par store server frem og tog sejren.
/ritzau/