Tennisspilleren Clara Tauson er overraskende færdig ved WTA 500-turneringen i den australske by Brisbane.
Den 23-årige dansker tabte onsdag i to sæt til belaruseren Aliaksandra Sasnovich, der vandt 6-2, 6-3.
Tauson, der rangerer som nummer 14 i verden, var favorit i anden runde-kampen mod Sasnovich, der måtte igennem kvalifikationen for at nå hovedturneringen i Brisbane.
Danskeren var oversidder i første runde.
Belaruseren, der er nummer 113 i verden, var ovenpå straks fra kampens start, hvor hun indledte med et servegennembrud.
Clara Tauson, der generelt var i problemer i egne servepartier, blev lidt senere brudt rent og kom bagud med 1-4.
Kort efter var danskeren igen udfordret, da hun havde overtaget serveretten, men bagud 1-5 og nede med 15-40 lykkedes det Tauson at afværge tre belarusiske sætbolde.
Tausons lille opblomstring kunne dog ikke forhindre Aliaksandra Sasnovich i at nappe første sæt kort efter.
Andet sæt begyndte langt mere jævnbyrdigt, og de to spillere fulgtes ad frem til 3-3, hvilket gav et kortvarigt håb om et dansk comeback.
Clara Tauson havde endda en enkelt breakbold, der kunne have sikret hende en føring på 3-1, men muligheden blev forpasset.
I stedet blev kampen hurtigt afgjort af Sasnovich, der bragte sig foran 4-3, inden hun vandt opgørets sidste otte bolde.
Clara Tausons åbning på 2026 står med det hurtige exit i Brisbane i skarp kontrast til begyndelsen på 2025, hvor danskeren indledte året med en turneringssejr på New Zealand.
WTA 500-turneringen i Brisbane er den første af to turneringer, som Tauson skal spille i Australien før grand slam-turneringen Australian Open i Melbourne senere i januar.
I næste uge stiller danskeren op i Adelaide.
/ritzau/
