Talentsalg sikrer Horsens millionoverskud for 2020

På trods af coronaudfordringer kom AC Horsens ud af det forgangne regnskabsår med 6,5 millioner i overskud.

Handlen, der sendte Jeppe Kjær til Ajax, var et rekordsalg for AC Horsens. (Arkivfoto) Claus Fisker/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

AC Horsens kom ud af 2020 med et overskud på næsten 6,5 millioner kroner.

Det oplyser superligaklubben i en pressemeddelelse.

Salget af Jeppe Kjær til den hollandske storklub Ajax er med til at sørge for et positivt resultat.

Det er en forbedring fra 2019, hvor klubben fik et underskud på 3,9 millioner kroner.

Af regnskabet fremgår det, at klubben i 2020 har tjent lidt over 10,8 millioner på transferaktiviteter. Det er mere end syv millioner mere end året før.

Horsens' bestyrelsesformand, Bo Pinholt, lægger ikke skjul på betydningen af Kjær-salget.

»Det er ingen hemmelighed, at fodboldklubberne har været udfordret det seneste år med covid-19 og de konsekvenser, det har medført, og det har vi selvfølgelig også været, men vi er meget glade for, at vi alligevel kan præsentere et overskud.«

»Vores rekordsalg af Jeppe Kjær til Ajax har selvfølgelig haft en meget positiv indvirkning på regnskabet, og der skal sendes roser videre til alle på akademiet for fantastisk arbejde,« siger formanden til klubbens hjemmeside.

Klubben budgetterer igen med overskud for 2021. Det baseres på, at holdet bliver i Superligaen på trods af de svære forudsætninger.

»Selskabet budgetterer med baggrund i indgåede aftaler samt hidtidig udvikling i tilskuertal. Tv-pengene er budgetteret ud fra en placering, der betyder overlevelse i 3F Superligaen,« står der i regnskabet.

En nedrykning ændrer forudsætningerne »betragteligt.«

»Ledelsen vurderer, at en nedrykning samlet set på længere sigt vil have en negativ indvirkning på AC Horsens' økonomiske stilling, men da mange udgifter vil blive nedsat ved en eventuel nedrykning, ville selskabet kunne løse disse udfordringer med de nuværende rammer,« står der.

AC Horsens ligger sidst i Superligaen med to runder tilbage af grundspillet. Der er 11 point op til FC Nordsjælland på den rigtige side af nedrykningsstregen.

/ritzau/