Tager intet for givet

Michael Rasmussen udtrykker en vis forsigtighed, hvilket kan være fornuftig nok, men efter ny overbevisende kørsel og udbygning af føringen i går synes der ikke at være grund til det. Fortsat ikke et ord om doping.

Alberto Contador (tv.) og Michael Rasmussen på den sidste stigning mod mål i Plateau de Beille - et makkerskab, der satte deres værste konkurrenter længere bagud i den samlede ­stilling. Fold sammen
Læs mere

Selvom han ikke vandt etapen, lignede det på de stejleste steder kørsel af en anden verden, da ­Michael Rasmussen var tilbage i sit rette bjergelement og som den mest elementære ting udbyggede sin førerposition.

»Jeg regner med at skulle føre med tre minutter inden den sidste enkeltstart, hvis jeg skal vinde Touren,« har været hans mantra. Uden at komme med den store analyse er han nu helt præcis to minutter og 23 sekunder foran nærmeste konkurrent: Alberto Contador, der udviser en stabilitet og sikkerhed, som formentlig også gør ham til den farligste udfordrer i den endelige kamp om podiets øverste trin.

Mens andre favoritter satte tid til på stribe, holdt vinderen af årets Paris-Nice ikke alene fast i Rasmussen, men havde endog også kræfter til at overspurte danskeren på Plateau De Beille. På fransk TV antydede de efter sigende, at Rasmussen forærede Contador sejren som tak for en værdifuld hjælp i kampen om at distancere de øvrige rivaler.

»Der bliver ikke givet gaver på Touren,« affærdigede danskeren enhver videre snak om den sag. »Vi havde en fælles interesse i at vinde så meget tid som muligt, men da vi nærmede os stregen, kørte vi begge for at vinde. Det er jo kun Marco Pantani og Lance Armstrong, der har vundet her. Den liste vil enhver rytter gerne have sit navn på.«

Den danske andenplads betyder mindre i stort regi, men der er lige en statistisk detalje. Historiebøgerne siger nemlig, at vinder man her på bjerget, vinder man også Touren. Pantanis sejr i 1998 og Armstrongs i 2003 og 2005 leverer beviset.

Men hvorfor hænge sig i tykke bøger, når der i dag trampes videre i Pyrenæerne, hvor muligheden for at øge føringen yderligere er til stede: »Jeg taget intet for givet,« understregede Rasmussen i går. »Vi har fortsat omkring 400 km foran os i disse højder. Der kan ske meget.«

Lørdag gjorde danskeren det klart, at han ikke længere ønsker at tale om doping. I går offentlig­gjorde en fransk avis en undersøgelse, der viser, at 78 procent af de adspurgte ikke tror på, at cykelryttere er rene. Hvad enten de vinder etaper eller ej. Bekymrer det dig ikke, blev han spurgt.

»Jeg skal køre en uge endnu og har besluttet mig for udelukkende at fokusere på cykling. Skal jeg bekymre mig om alt muligt andet, går jeg crazy.«

Med sin eksplosive kørsel stjal den gule trøje fuldstændigt billedet, men skulle man tro den internationale presse, var Aleksandre Vinokourov ellers manden at følge i går. »Vino, vidi, vici,« hed det med en lille omskrivning af »Jeg kom, jeg så, jeg sejrede« efter hans imponerende præstation, da han suverænt vandt enkeltstarten i lørdags, men næppe var manden fra Kasakhstan skrevet ind i løbet, før han forsvandt ud af det igen.

Bødlen var David Millar, der på dagens første bjerg Col de Pailheres satte et dræbende tempo i front for gruppen, der talte løbets favoritter, men trods toptunet britisk acceleration holdt de alle trit blot ikke »Vino«.

Muligvis var det følgerne af det voldsomme styrt, han var ude for tidligere i løbet, der atter satte en stopper for hans formåen, men hvad det end var, så det ikke godt ud. Han rutsjede ned gennem favoritfeltet, som var han oppe mod tyngdeloven og havde på ingen tid sat to minutter til. I alt er han nu over en halv time efter den gule trøje.

Som vi allerede har sagt farvel til den franske mester Christophe Moreau, gør vi det nu også til en langt mere tappert kæmpende jernmand, der inden gårsdagens ridt hævdede, at »løbet ikke er forbi.«

Men det er det altså nu. For hans vedkommende.