Tæt på sensationen: Ung dansker blev toer i cykelklassiker

Danske Michael Valgren var tæt på sejren i Amstel Gold Race, der blev vundet af italieneren Enrico Gasparotto.

ARKIVFOTO: Michael Valgren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Danske Michael Valgren (Tinkoff) blev nummer to i den prestigefyldte forårsklassiker Amstel Gold Race efter en hidsig finale, hvor italieneren Enrico Gasparotto (Wanty-Groupe Gobert) tog sejren.

Valgren angreb sammen med Gasparotto på løbets sidste stigning, Cauberg, men tabte til italieneren i den afgørende spurt.

Løbet startede ud i et voldsomt tempo, og først efter 33 af løbets 258 kilometer lykkedes det for et udbrud at slippe afsted.

De 11 mand i udbruddet fik opbygget et forspring på fem minutter, der senere faldt lidt og gennem længere tid lå stødt mellem tre og fire minutter.

Mod slutningen blev der sat mere fart på i feltet, der langsomt trak udbryderne ind. Med omkring 14 kilometer tilbage af løbet blev de sidste rester af udbruddet hentet efter den tredje tur over Cauberg-stigningen, der passeres fire gange i alt.

Med samlingen var der lagt op til, at løbet endnu en gang skulle afgøres på netop Cauberg, der rammes for sidste gang få kilometer før mål.

Men otte kilometer før mål åbnede først Roman Kreuziger (Tinkoff) og senere Tim Wellens (Lotto Soudal) finalen med hidsige angreb.

Det lykkedes for belgiske Wellens at få slået et hul, og han havde ved bunden af Cauberg tre kilometer fra målstregen et forspring på lidt mere end ti sekunder til et hidsigt jagtende felt, der dog hentede ham kort efter.

I den hæsblæsende afslutning angreb Michael Valgren sammen med Gasparotto, og de to holdt et lille forspring til feltet helt til målstregen, hvor Gasparotto viste sig som den hurtigste mand på dagen.

I alt tre danskere var med i løbet i skikkelse af Christopher Juul-Jensen (Orica-Greenedge) og de to Tinkoff-ryttere Jesper Hansen og Michael Valgren.

Amstel Gold Race markerer starten på Ardenner-klassikerne, der fortsætter med Fleche-Wallonne 20. april og Liege-Bastogne-Liege 24. april.

Resultatet af Amstel Gold Race, 251,8 km fra Maastricht til Valkenburg, Holland:

1. Enrico Gasparotto, Italien (Wanty), 6.18.02 timer, 2. Michael Valgren, Danmark (Tinkoff), samme tid, 3. Sonny Colbrelli, Italien (Bardiani), 3 sekunder efter, 4. Bryan Coquard, Frankrig (DirectEnergie), samme tid, 5. Michael Matthews, Australien (GreenEdge), s.t., 6. Julian Alaphilippe, Frankrig (Quickstep), s.t., 7. Diego Ulissi, Italien (Lampre), s.t., 8. Giovanni Visconti, Italien (Movistar), s.t., 9. Loïc Vliegen, Belgien (BMC), s.t., 10. Tim Wellens, Belgien (Lotto), s.t.

/ritzau/