Tacklingen I ligger, som I har redt

Skulle én eneste eller flere fodboldklubber i Norge, Sverige eller Danmark finde på offentligt at begræde Royal Leagues deroute – og i samme moment skyde skylden på andre end dem selv, så er der tale om ansvarsforflygtigelse.

Royal League er død. Det forekommer i hvert fald svært at konkludere anderledes ud fra de meldinger, der har vokset sig store i weekendens løb.

I Norge uddeltes det kommunikative nådestød af det officielle fodboldfolk. Med præsident Sondre Kåfjord og leder i Norsk Toppfotball, Ernst Ravnaas, i spidsen. De to herrer tror nemlig ikke længere på, at en ny TV-aftale kan realiseres. Og beklager i samme åndedrag, at klubberne må finde andre løsninger, så spillerne også fremtidigt får løbet rundt med bold i vintermånederne, der i de foregående tre sæsoner har været fuld af Royal League.

Alt imens den nordiske klubturnerings kommercielle direktør, danske Børge Bach, fortsat udfører hjertemassage, om man vil, samt beder til en potentiel mediepartner, der blot er meget svær at finde.

En analyse foretaget med iagttagerens briller siger, at det næppe heller lykkes Bach og Co. hverken i dag eller i morgen. Nu når Royal League ikke har kunnet tiltrække tilstrækkelig interesse siden februar, hvor SBS Broadcasting gjorde et nummer ud af at få sænket TV-prisen i forhold til den hidtil gældende aftale, som blev indgået i foråret 2004. I øvrigt på et tidspunkt, hvor Royal League i det store hele klappedes i gang af alle parter i fodboldverdenen. Fordi Royal League på sin vis styrker de nordiske mandskabers muligheder i europæisk regi; fordi Royal League i sin grundtanke tilfører mere hjemlig lir og professionalisme end ligegyldige træningsopgør i Marbella eller Algarve.

FC København nåede at vinde royalt guld to gange, og Brøndby IF hjemførte en enkelt pokal med påskriften »The very best of Scandinavia«. Så meget står i historiebøgerne, uden der dog er empirisk belæg for at kalde dansk fodbold mange klasser bedre end det, der præsteres i Sverige og Norge. I det hele taget er det umuligt at rangere noget som helst ud fra resultaterne i Royal League. Thi klubbernes dagsorden var ikke altid den samme, ligesom der i kampene blev eksperimenteret. Fint nok skal det tilføjes. I små doser af en art.

For der er grænser for, hvad en turnering kan bære, hvis renommeet og omverdenens respekt skal bestå. Det går simpelthen ikke at arrangere kampe på kunstgræsbaner langt pokker i vold; det går ikke med kun 50 tilskuere på lægterne; det går ikke at stille op med en assistenttræner som aktiv i en semifinale; og det går ikke at ledere/spillere nærved undsiger turneringen. Ligegyldigt om der muligvis er et glimt i øjet med i købet.

Med andre ord: Klubberne er helt og aldeles skyldige i at have devalueret et ellers kongeligt produkt med grobund for substans og en klar berettigelse i fodboldkalenderen.