Tacklingen: Et land evig håb og fortvivlelse

Uanset Fabio Capellos åbenlyse fagkundskaber vil han i rollen som engelsk landstræner komme op imod et nationalt sindelag og en mediemaskine, som kan tage pippet fra selv den bedste.

Der er ting i denne verden, man aldrig lærer at forstå sådan helt til roden. Her taler vi hverken rumvidenskab, molekylærbiologi eller den logiske stringens i filmmageren David Lynchs stedse mere kringlede drømmescenarier.

Lad os bare tage noget anderledes jordnært. Som nu det engelske landsholds svigtende evne til at slå til og vinde dét, holdet og nationen mener sig berettiget til. Et sølle VM på hjemlig grund og ved hjælp af et i øvrigt tvivlsomt sejrsmål tilbage i 1966 er ikke meget at prale med for Fodboldens Moderland.

Den lidet skræmmende rekordliste kan Fabio Capello muligvis forbedre, hvis han ender med at få tjansen. En lang karriere som klubtræner på absolut højeste niveau er ikke af vejen. Klippefast karisma og et mut, kontrært lune er godt værktøj at stå imod presset med. Selv for en mand af Capellos kaliber.

For hvordan man end vender og drejer det, kommer den 61-årige italiener under et pres, han næppe har prøvet i samme grad. Ikke med afregning uge for uge, som det har været tilfældet i klubber som Real Madrid, Juventus eller AC Milan. Men til gengæld med en nation på nakken, hvis svulmende stolthed og selvfølelse synes parkeret i et nationalhold, der altid synes at bære sin egen undergang med sig.

Det er hårde vilkår at arbejde ud fra. Svenske Sven-Göran Eriksson havde de fodboldmæssige formalia i orden, da han trådte til som manager for England i 2001. Men i takt med, at de engelske spillere ikke vandt titler, blev »Svennis« lagt for had i en grad, der tenderer forfølgelse. Man kan så indvende, at den svenske fodboldmand også havde visse problemer med sin libido, og at han på den måde serverede sit hoved på et sølvfad for de glubske mediegribbe. Man kommer bare heller ikke uden om, at der set udefra er noget nærmest selvdestruktivt over projektet Det Engelske Landshold.

Sociologer med sensible anglofile fornemmelser, vil sikkert kunne forklare det mere kvalificeret end denne signatur. Men der ligger om ikke andet også en besynderlig blanding af hovmod, dumhed og stagnerende fodboldtænkning bag det engelske landsholds snart livslange misere.

Den irske litterat og Nobel-pristager George Bernard Shaw beskæftigede sig ofte skælmsk, sardonisk og indsigtsfuldt med engelske syge og psyke. Shaw mente eksempelvis, at englændernes styrke i egen selvforståelse var et udslag af snobbethed. At dømme efter den engelske folkestemning i og omkring en landskamp, er det ikke helt forkert set.

Noget andet er så, at der i nederlagets smerte og de bristede forhåbninger kan bo en form for nydelse.

Eller som Shaw skrev det: »Han, som aldrig har håbet, vil aldrig kunne fortvivle.«