Paris Saint-Germains Ousmane Dembélé blev mandag udråbt som vinder af Ballon d'Or for første gang i karrieren.
Den 28-årige franskmand fik våde øjne på scenen, da han fik overrakt trofæet.
- Jeg ville ikke græde, men så snart jeg begyndte at snakke om min familie og folkene omkring mig, kunne jeg ikke holde det tilbage, siger den hurtige kantspiller til Reuters.
Modsat mange andre har prisen ikke været en drengedrøm for Dembélé, men han sætter pris på hæderen.
- Det har aldrig været en personlig ambition. Men det er fantastisk at få et trofæ som dette. Når det sker, er man glad og henrykt.
- Det er et individuelt trofæ, men det er kollektivet, der har vundet det.
- Ballon d'Or har ikke rigtigt været et mål i min karriere, men jeg har arbejdet hårdt for, at holdet skulle vinde Champions League, siger Dembélé ifølge AFP.
Han og PSG hjemførte sidste sæson for første gang den fineste europæiske titel og vandt samtidigt både mesterskab og pokal i Frankrig.
Endnu er stemmetallene ikke afsløret, men Barcelonas teenagestjerne Lamine Yamal blev nummer to, og PSG's portugisiske midtbaneprofil Vitinha blev nummer tre.
Hos kvinderne vandt Barcelonas Aitana Bonmatí prisen for tredje år i træk, og den danske landsholdsanfører, Pernille Harder, blev nummer 20.
/ritzau/