Tåbelig TV-strid

Det farceagtige slagsmål om, hvem der egentlig har rettighederne til at vise mini-serien om fodboldfamilien Laudrup, bør snarest få en ende.

Der findes grove eftertacklinger i moderne fodbold, som ubetinget bør udløse direkte rødt kort til den formastelige benknuser. Og så findes der dumheder i den moderne medieverden, der om ikke andet burde udløse røde ører til de ansvarlige.

Hvem der bærer skylden for, at Michael Meyerheims længe ventede mini-serie med titlen »Laudrup - en dansk familie« ikke som planlagt blev vist på skærmen tirsdag aften, er svær at blive klog på. TV2 troede sig sikre på at have rettigheder, som Danmarks Radio på sin side mente at have sikret sig med et mulehårs forspring til konkurrenterne fra Kvægtorvet.

Og så viser det sig, at det hele nu skal finde en afgørelse i Fogedretten, fordi man ikke har kunnet nå til enighed frem til det øjeblik tirsdag aften, hvor første del skulle transmitteres.

Det kunne ligne en grum eftertackling på den med spænding imødesete portrætfilm om det nærmeste man komme blåt fodboldblod i lille Danmark. Og det ligner utvivlsomt en tåbelighed, at seerne skal holdes for nar, fordi spørgsmålet om rettigheder er så uafklaret, at man må tage udsendelsen af plakaten og vise en dokumentar med den tankevækkende titel »Verdens mindste mennesker« i stedet.

Det ligner også et selvmål, at det overhovedet er kommet så vidt som tilfældet er.

Hvordan kan erfarne kræfter i Skandinavisk Filmkompagni føre forhandlinger til flere sider uden at have truttet så ren fodboldnumse, at parterne er klar over deres reelle stilling i forhold til mini-serien om Laudrupperne.

Ifølge de involverede havde TV2 oprindeligt indgået en mundtlig aftale med Skandinavisk Filmkompagni, mens DR senere i forløbet havde en mail at klamre sig til. Og endelig fik TV2 først hen imod slutningen af affæren papir på »Laudrup - en dansk familie«.

Nu skal vi selvfølgelig have orden i proportionerne. Det er ikke verdens ende at skulle vente på et TV-program. Endsige blive lidt klogere på »Verdens mindste mennesker« i stedet. Men det er da en tåbelighed uden lige, at der er så uklare linier blandt mediemennesker, man normalt ville opfatte som yderst professionelle og garvede. Hvad sker der for jer?

Det ville være til at forstå, hvis vi havde at gøre med et eller andet bagggårdsproduktionsselskab, som var ude på dybt vand med en undercover skildring af indvandrerbander eller noget tilsvarende. Men ikke til et program med familien Laudrup som omdrejningspunkt.

Hvis vi må være fri.