T-Mobile stjerne testet positiv

T-Mobile-rytteren Patrik Sinkewitz har ifølge det tyske nyhedsbureau dpa afgivet en positiv dopingprøve den 8. juni. Tyskeren udgik søndag af Tour de France.

Den første store dopingsag har ramt årets Tour de France. T-Mobile-rytteren Patrik Sinkewitz har ifølge det tyske nyhedsbureau dpa afgivet en positiv dopingprøve under en træningskontrol den 8. juni. Det oplyste Det Tyske Cykelforbund (BDR) onsdag. Forbundet er af det nationale tyske antidoping agentur, NADA, blevet oplyst om, at en prøve afgivet af Patrik Sinkewitz indholder unaturligt store mængder testosteron.

Patrik Sinkewitz udgik af Tour de France søndag efter et alvorligt sammenstød med en tilskuer efter en nedkørsel og er i øjeblikket indlagt på et sygehus i Hamburg. Den 26-årige T-Mobile-rytter har i flere år været betragtet som et af de mest lysende talenter i tysk cykelsport.

/ritzau/