T-Mobile fortsætter frem til 2010

Hovedsponsoren bag T-Mobile oplyste torsdag, at man fortsat bakker op omkring det tyske cykelhold. Minimum frem til 2010.

Rytterne fra T-Mobile vil fortsat kæmpe med om topplaceringen på landevejene frem til 2010. Den tyske telekoncern, der er hovedsponsor for cykelholdet, meddelte torsdag på et pressemøde i Saarbrücken, at man fortsat står bag holdet på trods af dopingskandalerne under Tour de France.

Under årets udgave af det franske etapeløb blev både T-Mobile og holdets sponsorer kastet ud i et voldsomt stormvejr, da det kom frem, at Patrik Sinkewitz på en træningslejr frem mod Tour de France havde dopet sig. På det tidspunkt var Sinkewitz udgået af Touren som følge af et styrt efter 8. etape, men hans forseelse betød, at de statsejede tyske tv-kanaler valgte at stoppe transmitteringen fra Tour de France. Patrik Sinkewitz blev siden fyret.

/ritzau/