Syg landstræner dropper ishockeylandsholdets træning

En forkølelse forhindrede Heinz Ehlers i at dirigere sine spillere ved mandagens korte formiddagstræning.

Heinz Ehlers blev på spillerhotellet, mens hans assistenter styrede mandagstræningen i Kosice. David W Cerny/Reuters Fold sammen
Læs mere

Landstræner Heinz Ehlers er blevet syg og kunne derfor ikke stå i spidsen for ishockeylandsholdets træning mandag formiddag i Kosice.

Ehlers var blevet hjemme på spillerhotellet og havde overladt ansvaret til sine assistenter, Rikard Franzén, John Fust, Peter Hirsch og Jens Nielsen.

- Han ligger derhjemme og er lidt småsyg, og det ville være dumt, hvis han smitter spillerne. Det er bare en almindelig forkølelse. Aircondition på hoteller er jo ikke så godt. Det er bedre at åbne vinduet, siger Jens Nielsen.

Den tidligere storspiller Nielsen sidder fortsat på rekorden som landsholdets mest scorende spiller nogensinde.

Og efter søndagens kamp mod Tyskland, hvor danskerne havde svært ved at finde vej gennem den tyske defensiv, er der for alvor brug for hans ekspertise. Især det danske powerplay har givet panderynker.

- Vi har haft lange videoseancer i morges og har snakket om, hvordan vi skal løse det, forklarer Jens Nielsen.

I mandagens korte seance var der øvelser i overtalsspil og kampe på meget lille bane, så der kom gang i målscoringen.

- Jeg har aldrig set så mange mål, som vi lavede i dag til træning. Det ser faktisk godt ud. Jeg håber, vi kommer op i niveau, det ønsker vi jo alle sammen, siger Jens Nielsen.

Danmark spiller igen tirsdag eftermiddag, hvor holdet møder Storbritannien.

/ritzau/