Opdateret

Sydkorea klager til Fifa efter angivelig racisme mod Hwang

Spiller fra italiensk klub refererede angiveligt til Hwang Hee-chan som skuespilleren Jackie Chan.

Racismen skulle været fundet sted, da Hwang Hee-chan sammen med sin klub, engelske Wolverhampton, spillede træningskamp mod italienske Como. (Arkivfoto). Molly Darlington/Reuters

Det sydkoreanske fodboldforbund har indgivet en klage til Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) om angivelig racisme mod landsholdsspilleren Hwang Hee-chan.

Det oplyser det sydkoreanske fodboldforbund i en udtalelse.

Racismen skulle have fundet sted, da Hwang Hee-chan sammen med sin klub, engelske Wolverhampton, spillede en træningskamp mod italienske Como.

Angiveligt skulle en unavngiven spiller fra Como have refereret til Hwang Hee-chan som skuespilleren Jackie Chan fra Hongkong.

Kampen blev spillet mandag i Spanien.

Como afviste tirsdag anklagerne og beskyldte "visse spillere" fra Wolverhampton for at have "blæst hændelsen ud af proportioner".

Sydkoreas fodboldforbund har i sin klage opfordret Fifa til at skride til handling og udrydde racisme fra fodboldsporten.

Hwang Hee-chan skrev i et opslag på det sociale medie Instagram tidligere på ugen, at han sammen med sine holdkammerater og trænere er klar til at gå fra banen, hvis det bliver nødvendigt.

- Racisme er uacceptabelt i sport og alle andre af livets aspekter, skrev han.

Como insisterer i sin forklaring på, at der blev refereret til spillerens navn og ikke hans nationalitet eller etnicitet.

Klubben henviser til, at Hwang Hee-chans egne holdkammerater angiveligt selv kalder ham for "Channy".

Wolverhamptons cheftræner, Gary O'Neil, har udtalt, at Hwang Hee-chan har fuld opbakning fra klubben.

Også sydkoreaneren Son Heung-min, der til dagligt spiller for Tottenham, har flere gange talt om, at han er blevet udsat for racisme.

Andetsteds er en gruppe af argentinske landsholdsspillere blevet anklaget for racisme i forbindelse med fejringerne af deres sejr over Colombia i finalen i Copa America.

/ritzau/AFP