Sydafrikaner får karantæne for forsøg på matchfixing før VM i 2010

Venskabskampen mellem Sydafrika og Danmark i 2010 blev ifølge FIFA forsøgt manipuleret. Her ses Jon Dahl Tomasson (th) og kampens enlige målscorer, Katlego Mphela. Fold sammen
Læs mere

Blev Danmarks landskamp mod Sydafrika inden VM-slutrunden i samme land forsøgt manipuleret? Det mener den etiske komite i det internationale fodboldforbund (FIFA), som har uddelt en karantæne på seks år.

De seks års udelukkelse fra al fodbold tilfalder Lindile Kika, som var ansvarlig for sydafrikansk landsholdsfodbold på daværende tidspunkt.

Danmark spillede som led i forberedelserne til VM-slutrunden to venskabskampe på sydafrikansk grund - en kamp mod Australien og en kamp mod Sydafrika.

Det er kampen mod Sydafrika, der - blandt flere andre - har været i søgelyset. Danmark tabte kampen mod Sydafrika med 0-1, så manipulationen lykkedes ikke, men FIFAs etiske komité med Hans-Joachim Eckert har altså alligevel givet seks års karantæne til Lindile Kika.

»Sagerne mod Lindile Kika blev åbnet i november 2014 og omhandlede flere internationale testkampe, som blev spillet i Sydafrika i 2010,« skriver FIFAs etiske komité.

Foruden kampen mod Danmark skal kampe med Sydafrika mod Guatemala, Colombia, Bulgarien og Thailand være forsøgt manipuleret. Kampen mellem Sydafrika og Guatemala sluttede 5-0 efter tre straffesparksmål.

Lindile Kika bliver dømt for at have overtrådt i alt fem paragraffer i FIFAs såkaldte etiske kodeks.

Ved kampen mellem Danmark og Sydafrika blev dommeren på selve kampdagen udskiftet med en anden, da den oprindelige dommer havde vakt det sydafrikanske forbunds mistænksomhed.