Svømmeformand træder tilbage efter mistillidsvotum

Bestyrelsesformand i Dansk Svømmeunion Lars Jørgensen meddeler, at han trækker sig efter mistillidsvotum.

Bestyrelsesformand i Dansk Svømmeunion Lars Jørgensen trækker sig fra sin post ved generalforsamlingen i april.

Det sker, efter at 26 klubber i december stillede et mistillidsvotum til bestyrelsen.

»Tilliden til, at jeg kan stå i spidsen for bestyrelsen, er ikke solidt funderet. Derfor er det bedst, jeg trækker mig, hvilket jeg gør, så snart det er muligt at afholde en generalforsamling og vælge en ny formand,« siger Lars Jørgensen i en pressemeddelelse.

Lars Jørgensen har været del af bestyrelsen siden 2008 og formand siden 2018.

Trods formandens afgang bliver mistillidsvotummet opretholdt. Klubberne kræver, at ikke bare formandsposten, men alle bestyrelsesposter skal på valg.

Forhandlinger mellem unionen og repræsentanter for klubberne har ikke resulteret i en løsning. Derfor kommer mistillidsvotummet nu på dagsordnen til den ordinære generalforsamling i april.

»Parterne har haft en god og åben dialog, og begge sider har rakt hånden frem for at finde løsninger. Det er dog ikke lykkedes at indgå en aftale, der har kunnet tilfredsstille begge parter,« lyder det i en meddelelse.

Klubbernes mistillid til bestyrelsen er en direkte udløber af, at bestyrelsen bakker op om tidligere direktør Pia Holmens jagt på en international toppost.

Pia Holmen fratrådte sin stilling i svømmeforbundet i begyndelsen af 2020, da en rapport fra Kammeradvokaten afdækkede ledelsessvigt og stærkt kritisable forhold for de danske elitesvømmere i en periode på ti år.

Mistillidsvotummet skulle have været behandlet på en ekstraordinær generalforsamling 30. januar. Men den måtte udskydes på grund af coronapandemien.

/ritzau/