Det har indtil videre ikke været det svenske ishockeylandsholds VM.

Lørdag aften led Sverige et overraskende nederlag på 2-3 til Norge.

Efter de første seks kampe har svenskerne skrabet ni point sammen og er nu afhængige af andre resultater, hvis det skal blive til en kvartfinale.

Den spændende kamp om kvartfinalepladserne er i Danmarks gruppe. Danskerne kan dog med tre point og to kampe tilbage ikke nå at lege med om avancement.

Det kan Norge til gengæld, der med sejren over Sverige har 10 point og indtager fjerdepladsen, der giver kvartfinale. Slovakiet på tredjepladsen med 11 point er det andet hold, som svenskerne kan nå at indhente.

Både Norge og Slovakiet mangler to kampe, og dermed har svenskerne det faktisk ikke længere i egne hænder.

Norge og Slovakiet mangler dog hver især et af gruppens tophold, Canada og Tjekkiet, og derfor er det sandsynligt, at Sverige i den sidste kamp mod slovakkerne selv kan afgøre landets videre skæbne.

Norges aktuelle fjerdeplads kom efter en heroisk fight mod svenskerne lørdag.

Noah Steen sørgede med et powerplay-mål i første periode for, at nordmændene kom i front. Kort forinden havde svenske Lucas Raymond brændt et straffeslag.

I starten af anden periode var det svenskernes tur til at slå til i powerplay, da Ivar Steenberg satte sidste stav på pucken.

Men Norge var ikke sådan at lægge ned, og i en undertalsperiode formåede Noah Steen igen at finde vej til netmaskerne.

Det gjorde, at svenskerne kom buldrende ud til tredje periode og pressede intenst på.

Efter et hav af store chancer kom scoringen endelig, da Lucas Raymond kynisk sendte pucken op i nettaget.

Nordmændene var hyppige gæster i straffeboksen, men svenskerne formåede ikke at slå kapital af det, og i stedet gik det igen galt i den anden ende 11 minutter før tid.

I powerplay tabte svenskerne pucken i opspillet, og det udnyttede Eirik Salsten med den anden norske undertalsscoring og en ny norsk føring.

Som afslutningen nærmede sig, blev det svenske pres mere og mere desperat, men nordmændene og keeper Henrik Haukeland forsvarede sig flot.

/ritzau/