Bare to kampe inde i kvalifikationen til VM begynder alarmklokkerne at ringe i Sverige.
Efter uafgjort i åbningskampen mod Slovenien fulgte svenskerne mandag aften op med et overraskende nederlag på 0-2 til Kosovo.
Dermed er Jon Dahl Tomassons mandskab under stort pres i gruppen, der også tæller Schweiz.
Schweizerne har nemlig gjort rent bord i deres to første kampe og står dermed med seks point. Det er fem mere end svenskerne.
Kun førstepladsen giver direkte adgang til næste års slutrunde i USA, Canada og Mexico, mens nummer to skal spille playoff om at indløse en billet.
Det gik galt for svenskerne i første halvleg, hvor Sverige to gange lukkede mål ind.
Efter 26 minutter fik Elvis Rexhbecaj plads i dybden, og ad to omgange fik Augsburg-spilleren bugseret bolden i netmaskerne.
Endnu mere kritisk blev det tre minutter før pausen, hvor Vedat Muriqi udnyttede endnu en omstilling til at få tilskuerne i Pristina til at gå amok med målet til 2-0.
Tomasson satte sin rekorddyre stjerne, Alexander Isak, ind med 20 minutter igen, men heller ikke Liverpool-angriberen formåede at få Sverige tilbage i kampen.
Schweiz besejrede samtidig Slovenien 3-0 på hjemmebane og styrer mod slutrunden.
/ritzau/