For første gang siden 2020 stiller Danmark ikke med en eneste spiller i herresingle ved tennisturneringen Australian Open.
Elmer Møller var bedste bud på en dansk deltager, indtil han onsdag morgen tabte 6-4, 4-6, 5-7 til svenske Elias Ymer i anden runde af kvalifikationen.
Svenskeren er klar til kvalifikationsfinalen mod Coleman Wong fra Taiwan, mens Møller må søge andre steder hen for at optjene point.
Møller rangerer som nummer 119 i verden, mens Ymer er noget længere nede som nummer 175.
Alligevel var det helt tæt på bane 16 i Melbourne. Møllers ene servegennembrud var nok til at sikre første sæt, mens et enkelt brud var nok for svenskeren i andet.
Tredje sæt var en mere åben slagudveksling. En dobbeltfejl fra Ymer bragte Møller på 1-0, men svenskeren slog tilbage og udlignede lidt senere til 2-2.
Sådan fortsatte det frem og tilbage, indtil Ymer kom på 6-5. Elmer Møller skulle holde serv for at bringe kampen ud i en afgørende tiebreak, men overplacerede to gange sine slag og forærede sejren til sin modstander.
Umiddelbart før afgørelsen tog Møller sig til anklen efter en duel, og smerterne kan have spillet ind på de sidste bolde.
22-årige Møller fik sidste år debut i de tre øvrige grand slam-turneringer, French Open, Wimbledon og US Open. I alle tre tabte han i første runde.
Også August Holmgren er ude af kvalifikationsturneringen, efter at han tabte i første runde til østrigeren Sebastian Ofner.
Holger Rune, som har deltaget hvert år siden 2022, rev i oktober sidste år sin akillessene over og har siddet ude siden.
/ritzau/
