Svensk paranoia inden puljefinale? Legende frygter Danmark taber med vilje

De danske håndboldherrer kan spekulere i at tabe kampen mod Polen og ende med en nemmere vej til VM-finalen, mener svensk håndbold-legende.
Læs mere
Fold sammen

I Sverige tror den tidligere håndboldstjerne Magnus Wislander, at Danmarks spillere kan finde på at tabe med vilje til Polen for at sikre sig en nemmere vej videre i VM-turneringen.

Tysklands fodboldlandshold gjorde det efter manges mening mod Danmark tilbage ved VM i Mexico tilbage i 1986. Altså lod sig tabe med vilje for ikke at møde Spanien i kampen efter det indledende gruppespil.

Og nu kan de danske håndboldherrer ifølge den forhenværende svenske topspiller Magnus Wislander finde på at gøre det samme, når Danmark lørdag aften møder Polen i Qatar.

»Jeg er bange for, at Danmark føler, det er nemmere at havne på Kroatiens side end på Spaniens. Danskerne er nok ikke bange for at møde Sverige uden Kim (Andersson, red.),« siger Magnus Wislander til avisen Aftonbladet.

Den grundlæggende bekymring hos svenskeren er således, at Danmark med et nederlag til Polen ender som nummer tre i gruppe D. Dermed skal holdet i 1/8-finalen møde taberen af opgøret mellem Sverige og Frankrig, som også spilles lørdag aften. Den er Frankrig store favoritter til at vinde, og så parres Danmark i det tilfælde med Sverige.

Taber Danmark til Polen, men vinder mod Sverige i 1/8-finalen, har danskerne formentlig udsigt til en kvartfinale mod enten Kroatien eller Brasilien. Og den vej videre i turneringen mener Magnus Wislander er mere tålelig for Danmark, der med en sejr mod Polen i stedet risikerer stå over for Spanien tidligt i slutspillet.

Den svenske frygt for, at Danmark lader sig tabe med vilje, harmonerer dårligt med, hvad de danske spillere selv siger om fordele og ulemper ved et nederlag til Polen.

»Vi ville jo rigtig gerne undgå Frankrig. Ottendedelsfinalen er livsvigtig, fordi vi skal videre til kvartfinalerne for at komme i OL-kval. Som det ser ud nu, håber og tror vi på, at vi kan slå Polen, og så får vi en treer i vinderen af Egypten og Island. Men hvis vi taber til Polen og får taberen af Sverige og Frankrig - det vil være noget rod,« siger Anders Eggert til BT.