Svensk mesterhold får fattig modtagelse før europæisk debut
Efter et sensationelt mesterskab venter Europa, men Mjällby må konstatere, at interessen er begrænset.

Efter et sensationelt mesterskab venter Europa, men Mjällby må konstatere, at interessen er begrænset.

Fra et ydmygt stadion i en lille fiskerlandsby tog Mjällby AIF sidste år fusen på de etablerede fodboldmagter i Sverige og vandt mesterskabet.
Den sensationelle titel har ført provinsklubben til den europæiske scene for første gang, og torsdag går det løs mod mestrene fra Andorra, Inter Escaldes.
Den svenske presse lader imidlertid ikke til at være synderligt optaget af, at Mjällby skal prøve kræfter med Conference League.
Det obligatoriske pressemøde inden kampen, som blev afholdt onsdag, tiltrak således kun én journalist, og det udviklede sig nærmest til en farce.
- Vi er ikke Sveriges mest interessante hold lige nu. Det kan vi konstatere, sagde træner Andreas Brännström, mens han kiggede rundt i det noget nær tomme lokale.
Alt var ellers tilrettelagt efter de sædvanlige forskrifter for et pressemøde i regi af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Sponsorernes logoer prydede bagtæppet, mikrofonerne stod klar, og et tv-kamera var rettet mod træneren og midtbanespiller Viktor Gustafson.
Desuden var 32 stole linet op på rad og række, men det viste sig altså at være en kende mere, end situationen krævede.
Den eneste journalist ved pressemødet, som var udsendt for Sportbladet, fik også lejlighed til at tale med Mjällbys sportschef, Hasse Larsson.
Han lagde ingenlunde skjul på sin utilfredshed med, at kun Sportbladet havde fundet det umagen værd at sende en journalist afsted.
- Skræmmende. Det er for dårligt. Det er jo en historisk kamp, konstaterede sportschefen, der næppe havde forestillet sig et så beskedent fremmøde.
Kritikken var især rettet mod Blekinges lokalavis BLT, der valgte ikke at køre turen på godt halvanden time til Helsingborg, hvor opgøret finder sted.
Det er således kun på papiret, at Mjällby indleder ligaspillet i Conference League på hjemmebane.
Klubben må finde andre rammer til sine europæiske kampe, da klubbens normale hjemmebane, Strandvallen, ikke lever op til kravene.
Da træneren blev spurgt ind til fremmødet, pegede han på, at Conference League ikke tillægges samme betydning i Sverige som i andre lande.
Omtalen i Sverige handler ifølge Brännström ofte om de økonomiske gevinster ved europæisk deltagelse.
Men når først pengene er i hus, kan interessen dale, fordi der ifølge træneren er mindre fokus på de sportslige ambitioner.
Han beskriver det med et tænkt eksempel, hvor en svensk klub ryger ud til "Traktor Sibirsk".
Der er tale om et fiktivt klubnavn, som skal illustrere trænerens pointe om, hvor lidt opmærksomhed et nederlag til en ukendt modstander kan vække.
- Udenlandske klubber spiller derimod ikke i Europa for pengenes skyld, men for at blive udødelige. Det vil vi helt sikkert opleve i udlandet. Pressemøderne vil være fyldt med mennesker, sagde Brännström.
Fremmødet var endnu værre, da Inter Escaldes en time senere end Mjällby holdt sit pressemøde.
Her var der ikke en eneste journalist til stede, skriver Sportbladet.
RITZAU