Den svenske landsholdsspiller Roony Bardghji håber, at Sverige kommer til at møde Danmark til playoff-kampene til marts om en billet til VM.

Det siger FC Barcelona-spilleren til det svenske nyhedsbureau TT.

- Jeg tror, at vi har størst chance mod dem, siger han, efter at Sverige tirsdag aften spillede 1-1 hjemme mod Slovenien.

Sverige endte på en sidsteplads i holdets VM-kvalifikationsgruppe, hvilket hverken giver en direkte plads til VM eller en plads i playoff-runden til marts.

Men svenskerne er alligevel kvalificeret til playoff-kampene på grund af deres indsats i Nations League.

- Jeg hørte, at vi kan få Danmark. Det ville være nice. Det er hårde modstandere allesammen, men Danmark vil være nice. Det er også tæt på, så man behøver ikke at rejse så langt, siger Roony Bardghji ifølge TT.

For den 20-årige svensker er Danmark også favoritmodstanderen af en anden årsag.

Han spillede for FC København fra 2020, indtil han skiftede til den spanske storklub Barcelona i år. Derfor håber han på et gensyn med Parken.

- Det ville være sjovt at komme tilbage. Det er et fint stadion. Det ville blive en sjov kamp, hvis vi får lov at møde dem, siger Bardghji.

Danmark er seedet i første lag til playoff-kampene sammen med Italien, Ukraine og Tyrkiet.

Danmark får en modstander fra seedningslag fire, der udgøres af nationer, der er kvalificeret til playoff via Nations League. Det gælder Sverige, Rumænien, Nordmakedonien og Nordirland.

Roony Bardghji har kontrakt i FC Barcelona, der gælder til sommeren 2029.

VM-slutrunden i fodbold bliver spillet i USA, Mexico og Canada til næste sommer.

/ritzau/