Suveræne Shiffrin udbygger sejrsrække i slalom

Skistjernen Mikaela Shiffrin nåede søndag op 62 sejre i alt i World Cuppen, da hun sejrede i USA.

Mikaela Shiffrin bliver ved med at imponere i kvindernes World Cup i alpint skiløb. Tom Pennington/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Skistjernen Mikaela Shiffrin udbyggede sin imponerende række af sejre, da kvinderne søndag dystede i slalom i World Cuppen i Killington i USA.

Her sluttede den 24-årige amerikaner på førstepladsen efter de to gennemløb.

Shiffrin var 2,29 sekunder hurtigere end Slovakiets Petra Vlhová, mens svenske Anna Swenn sluttede på tredjepladsen.

Det var Shiffrins World Cup-sejr nummer 62, og dermed udlignede hun østrigske Annemarie Moser-Prölls bedrift.

De 42 sejre er kommet i slalom, og i den disciplin slog hun for nylig legenden Ingemar Stenmarks rekord på 40 slalomsejre, da kvinderne åbnede World Cuppen i slalom i Finland.

På tværs af alle discipliner er Stenmark stadig rekordindehaver med 86 World Cup-sejre.

Lindsey Vonn er noteret for 82 sejre, mens østrigske Marcel Hirscher har vundet 67 World Cup-løb i alt.

Mikaela Shiffrin har tre gange vundet den samlede World Cup, men efter sejren understregede hun dog, at sejrene ikke kommer nemt.

- Det var en virkelig hård kamp. Jeg vidste, at Petra (Vlhová, red.) begik nogle fejl i første gennemløb, men det var en hård kamp, og jeg var lige på grænsen, siger Mikaela Shiffrin ifølge AFP.

Det var Shiffrins fjerde World Cup-sejr i træk i slalom.