Suveræne par nummer 7 tager den samlede sejr i Ballerup

Den afgørende jagt i det københavnske seksdagesløb blev præget af angreb og et dansk par med overskud.

Det danske par nummer 7 med Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen vandt tirsdag det københavnske seksdagesløb foran belgierne Kenny De Ketele og Moreno de Pauw.

Det danske par stillede op til den afgørende dag i Ballerup Super Arena med en pointføring foran det belgiske par, mens hollænderne Yoeri Havik og Wim Stroetinga lå en omgang efter på tredjepladsen.

I modsætning til de foregående fem aftener blev der sluttet af med en finalejagt på 60 minutter.

Med et dansk forspring på 95 point var belgierne presset til at angribe for at bringe sig en omgang foran danskerne.

Løbet blev indledt taktisk, men med omkring 40 minutter tilbage angreb belgierne og tog en omgang.

Par nummer 7 var dog ikke sene til at svare igen på angrebet og kom hurtigt på omgangshøjde igen.

Den resterende del af løbet var præget af angreb fra begge sider, og det hollandske par udnyttede den dansk-belgiske duel til at komme på omgangshøjde med de to førende par.

Et sidste forsøg fra hollænderne blev forpurret af par nummer 7, og med 11 omgange igen var kræfterne hos både belgierne og hollænderne tilsyneladende brugt op.

Selv om Mørkøv og Norman Hansen sad med en komfortabel pointføring, kronede parret præstationen med et sidste angreb, der sikrede dem både jagten og den samlede sejr.

/ritzau/