Suveræne Jonassen i kvartfinalen

Kenneth Jonassen vandt torsdag endnu en overbevisende sejr ved VM i badminton, og han er nu klar til kvartfinalen.

Kenneth Jonassen ligner en mand, der er særdeles opsat på at vinde sin første VM-medalje til dette års mesterskab i Kuala Lumpur. I torsdagens ottendedelsfinale mod polakken Przemyslaw Wacha ødelagde danskeren ethvert optræk til spænding og vandt 21-11, 21-12 i løbet af blot 24 minutter.

- Når jeg spiller, som jeg gør i dag, så har Wacha ikke midlerne til at slå mig, sagde Kenneth Jonassen.

Efter tre kampe, som blot har resulteret i en time og 21 minutters spilletid, ved danskeren dog godt, at modstanden bliver højnet betragteligt, når han fredag i kvartfinalen møder Bao Chunlai. Den fjerdeseedede kineser har tre gange besejret Kenneth Jonassen, men hver gang efter tætte opgør.

- Nu kommer boldene tilbage på et niveau, som jeg ikke har prøvet før under VM. Bao Chunlai er oppe i gear, og når jeg ser ham slå Ii (Hyon Ii Lee fra Korea, red.), så ved jeg, at der skal noget ekstraordinært til. Men det er nu, det sker, det er nu vi skal have det sjovt, fortalte Kenneth Jonassen, som tre gange tidligere har været i kvartfinalen ved VM.

/ritzau/