Opdateret

Suveræn Duplantis vinder VM-guld med ny verdensrekord

Ingen kan røre Armand Duplantis, som mandag suverænt vandt VM og satte sin 14. verdensrekord.

Armand Duplantis var overlegen i stangspring - igen. Foto: Kunihiko Miura/Ritzau Scanpix

Armand Duplantis er enehersker i international stangspring.

Det beviste svenskeren igen mandag, da han på voldsomt overbevisende facon vandt VM-guld i Tokyo og satte trumf på med en ny verdensrekord.

Så let som ingenting svingede han sit korpus op over 6,15 meter, mens græske Emmanouil Karalis på andenpladsen ikke kom længere op end 6 meter.

Dermed var finalen afgjort, og så sad alle på stadion i Tokyo ellers og ventede spændt på, om Armand Duplantis ville hæve barren yderligere. Og det gjorde han.

I forvejen lød hans egen verdensrekord på 6,29 meter, så barren blev placeret på 6,30 meter. I de to første forsøg kom han ikke over, men det gjorde han i tredje, selv om barren stod og svajede en smule.

Han var ellers usikker på, om han havde endnu en rekord i sig i denne omgang.

- Mit mål var at sætte verdensrekord, men det var en hård konkurrence, hvor jeg måtte lave flere spring end planlagt. Jeg ville gerne undgå at være alt for træt til sidst, men jeg ved ikke, om der var så meget mere tilbage i tanken.

- Der var meget varmt og fugtigt, og jeg er slet ikke vant til den slags vejr. Men jeg forsøgte bare at bevare roen, for jeg behøvede bare ét energifyldt spring, siger svenskeren ifølge TT.

Dermed satte "Mondo" verdensrekord for 14. gang. Den første satte han i februar 2020, da han nåede op over 6,17 meter. Siden da har han med jævne mellemrum udbygget verdensrekorden med en enkelt centimeter.

Den seneste verdensrekord satte han ved atletikstævnet Gyulai Istvan Memorial i Ungarn i midten af august.

25-årige Duplantis har tidligere proklameret, at han drømmer om at springe over 6,40 meter, men det kommer til at tage en rum tid at nå derop, så længe han kun forbedrer sin verdensrekord med mindst mulig margin.

Der er økonomiske og kommercielle fordele i at forbedre verdensrekorden med en centimeter ad gangen i stedet for at sætte den eftertrykkeligt på plads én gang.

Det er over to år siden, at han senest forlod en konkurrence uden sejr.

Med triumfen i Tokyo har han vundet de seneste tre verdensmesterskaber. Han har også vundet OL-guld to gange i træk.

Armand Duplantis har fået stangspring ind med modermælken i en atletikfamilie. Hans amerikanske far var selv stangspringer, mens hans svenske mor var syvkæmper.

Familien prioriterede at have træningsfaciliteter hjemme i haven, så de i alt fire søskende kunne træne stangspring dagligt.

/ritzau/