Superserien serves i gang

Superserien i badminton har været mange år undervejs, men i morgen begynder den, og især de danske forventningerne er meget store.

Indonesiens olympiske mester Taufik Hidayat møder verdens bedste, kineseren Lin Dan, i 1. runde. Dan har revanche tilgode. Foto: Laurent Fievet/AFP Fold sammen
Læs mere

I morgen lyder startskuddet til den Superserie, der egentlig skulle være startet for hele otte år siden. Men som siden er blevet udskudt og udskudt, selv om der især fra dansk side er blevet arbejdet hårdt på at få serien på benene.

Det var allerede midt i 1990erne, at planerne for Superserien var ved at være på plads. Syv af de største Grand Prix-turnering skulle indgå i serien, som var tænkt som en pendant til tennissportens Grand Slam-turneringer, der som bekendt overskygger alle de andre turneringer.

Men i slutningen af 1997 ramte en økonomisk krise i Østasien badmintonsporten hårdere, end mange nok erindrer i dag.

Inden krisen forventede mange, at Superserien ville give fjerboldsporten et boom, men selv om forventningerne til den aktuelle udgave er meget store, er de ikke nær så store som for otte-ni år siden.

De fleste ved godt, at det er uhyre vanskeligt at gøre badminton stort i andre end de asiatiske lande samt Danmark og England i Europa.

»Men det er meget glædeligt, at Frankrig har fået en Superserie,« som Peter Gade siger. Men han pointerer, at der er lang vej fra at have store turneringer til også at kunne producere store spillere.

Udover en Superserie-turnering har Frankrig fået fat i badminton-VM i 2010, men ønsket om store badmintonturneringer handler ikke udelukkende om en stigende interesse for sporten.

»Franskmændene har en masse penge at gøre godt med, nu hvor de ikke fik OL 2012 til Paris,« siger Torsten Berg, der sidder i det internationale badmintonforbund BWFs eksekutivkomité.

Den største forskel på den Superserie, der blev snakket om i 1990erne, og den, der går i gang i morgen, er, at den er vokset fra syv til 12 turneringer, og Thomas Lund, direktør i Danmarks Badminton Forbund, vil ikke afvise, at den tilmed kan vokse det kommende år.

»Men det er ikke meningen,« siger Thomas Lund, der sidder i den BWF-arbejdsgruppe , som har stået bag og fortsat skal stå bag serien.

Thomas Lund påpeger, at serien kun udvides til flere turneringer, hvis det viser sig, at spillernes, mediernes og sponsorernes interesse er stor nok. I første omgang er det meningen, at alle turneringer skal have deltagelse af så mange af de bedste spillere som muligt, og det kan ikke lade sig gøre, hvis serien udvides.

»Men det er et håb, at det en dag bliver lige som i tennis, hvor de fleste turneringer ikke har deltagelse af alle de bedste, men hvor en turnering alligevel er attraktiv, hvis der blot er nogle få store navne med,« siger Thomas Lund.

Der vil nu nok gå mange år, før der sker, og det er heller ikke stensikkert, at alle de bedste spillere i de første år vil stille op i alle Superserie-turneringerne.

»Derfor kan det godt være, at vi på et tidspunkt vil indføre en form for kontrakter,« siger Thomas Lund.

I det første år håber man selvfølgelig på, at flertallet af de bedste spillere automatisk vil stille op i rigtig mange turneringer. Udover generelt større pengepræmier end tidligere, er der flere point til verdensranglisten på spil end tidligere, og så er det kun de 16, der i hver række samlet klarer sig bedst i de 12 turneringer, der får adgang til den afsluttende finaleturnering. Den spilles til december, og her vil der være pengepræmier for en halv million dollar.

Der er endnu ikke fundet en vært til finaleturneringen, som i sin form kan minde om Grand Prix-finalerne, som blev spillet frem til slutningen af 1990erne. Thomas Lund vurderer, at 500.000 dollar-turneringen nok vil finde sted i Asien, og mon ikke værten snart bliver udpeget, nu hvor der er fundet en sponsor til Superserien.

»Det er et firma, der hedder Sport Media Promotion, der har købt sponsorrettighederne til serien, og de har nu lavet en aftale med et konglomerat, men det er endnu ikke blevet oplyst, hvilket produktnavn, som skal benyttes,« forklarer Thomas Lund.

For at Superserie-turneringerne kommer til at fremstå mere attraktivt end tidligere, er der eksempelvis kun 32 spillere med i herresingle, hvor de bedste turneringer tidligere havde 64. Samtidig har man nedsat antallet af seedede spillere til otte.

Det har blandt andet medført, at den første Superserie-turnering, Malaysia Open, på papiret får en spændende start. I 1. runde mødes verdens bedste spiller, kineseren Lin Dan, og den olympiske mester Taufik Hidayat, som på grund af meget svingende præstationer kun er nummer 12 på verdensranglisten.

Men ved Asian Games i december viste den uberegnelige indoneser, at han fortsat kan finde sit topniveau, for her slog han netop Lin Dan i finalen.