Superligaklub henter dansker i Rosenborg

Fra Tyskland til Danmark.

Vejle har købt backen Malte Amundsen af den norske klub Rosenborg.

Den 20-årige danske fodboldspiller har i det seneste halve år dog været udlejet til den tyske klub Eintracht Braunschweig, der ligger i 3. Bundesliga.

»Malte Amundsen er en spiller, vi har fulgt over en lang periode. Vi har tidligere forsøgt at hente ham til Vejle, men konkurrencen fra andre klubber har været hård. Nu er det lykkedes og det er vi selvsagt stolte over, siger Vejles tekniske chef, Jacob Krüger, til klubbens hjemmeside:

»Vi har ønsket en spiller, som dels er ung og lærervillig, men som samtidig øger konkurrencen i truppen. Fard Ibrahim er væk i de næste seks uger på landsholdsopgaver og vi har ledt efter et supplement til Viljormur Davidsen. Malte kommer trods sin unge alder med erfaring fra knap 100 turneringskampe og det til trods for, at han kun er 20 år.«

Malte Amundsen har allerede tilsluttet sig Vejle træningslejr i Tyrkiet.

Inden han tog til først Rosenborg og siden Eintracht Braunschweig spillede han i Danmark for HB Køge i den næstbedste række.

»Jeg kommer til VB efter et udfordrende 2018, hvor jeg har været i Norge hos Rosenborg og spillet seks måneder i Eintracht Braunschweig. Nu skal jeg finde en god base igen og Vejle er en klub på vej frem. Den rejse vil jeg gerne være en del af. I både min tid i HB Køge og i Braunschweig har jeg mødt Vejle og det har altid været gode kampe. Vi havde svært ved at score mod et meget organiseret Vejle-hold i min sidste tid i HB Køge. Jeg vil bidrage med hårdt arbejde og så håber jeg at kunne bringe mine kompetencer i spil på sigt,« siger Malte Amundsen, ligeledes til klubbens hjemmeside.

Han har fået en kontrakt på 3,5 år i den danske klub.

Vejle ligger i øjeblikket nummer næstsidst i Superligaen.

Foråret begynder med en hjemmekamp mod Sønderjyske 9. februar.