Superliga-klub sælger rekordkøb - efter kun et år

Han blev AC Horsens dyreste indkøb nogensinde - nu er han allerede væk.

Kun godt et år nåede Sivert Heltne Nilsen at spille i den danske klub, der nu har solgt ham.

AC Horsens skriver onsdag på sin hjemmeside, at midtbanespilleren er solgt til svenske Elfsborg.

Han skifter med øjeblikkelig virkning, selv om Sivert Heltne Nilsen fik en femårig kontrakt med 'Den gule fare' sidste år. Og desuden er blevet udnævnt til anfører.

»Sivert Heltne Nilsen blev hentet ind som leder og sjælen på vores fodboldhold, og han fik en hård start på grund af vores forår, der ikke var ret godt, men han har hele vejen igennem vist vilje, lederegenskaber, power og en god attitude. I denne sæson har han præsteret rigtig godt, men det har været på en position, der ikke har været hans foretrukne, og derfor har han ønsket at skifte til en klub, der vil bruge ham på den defensive midtbane,« siger AC Horsens-manager Bo Henriksen:

»Vi har indgået en økonomisk fornuftig aftale med IF Elfsborg, der giver os mulighed for at få en 'rigtig' midtstopper ind.«

Og det har AC Horsens allerede fået.

Onsdag kan klubben således meddele, at man har hentet Alexander Ludwig tilbage. Han kom til AC Horsens for to år siden, blev for et år siden solgt til OB - og er nu tilbage i Jylland.

»Alexander Ludwig har jo været en ønskespiller rigtig længe, for vi kender ham, hans kvaliteter og ved, at han er en kulturbærer og en leder. Da vi så, at der var mulighed for at købe ham fri af kontrakten i OB, var det vigtigste for os, at der var økonomi i det, og derfor skulle vi sige farvel til en spiller, og det blev Sivert Heltne Nilsen. Vi ville ikke sælge Sivert, hvis Ludwig ikke var på plads, men det er vi i mål med nu, og vi er helt trygge ved at have tre så stærke spillere som Ludwig, Masovic og Kiilerich til de to pladser i midterforsvaret,« siger Bo Henriksen.

Sivert Heltne Nilsen kom sidste år fra Brann Bergen.