Sunweb-boss lover dansk debutant ni dages hårdt slid

Sunweb har store planer med Søren Kragh Andersen, der især får travlt i Tourens første tredjedel.

Søren Kragh Andersen bag Tom Dumoulin begge fra Team Sunweb. (Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bonnerup

Der bliver næppe de store muligheder for at køre efter sejre, men cykelrytteren Søren Kragh Andersen får næppe problemer med at få brugt sine kræfter i sit første Tour de France.

Især i tiden frem til løbets første hviledag får det 23-årige stortalent rigeligt at se til, siger Sunwebs sportsdirektør, Luke Roberts.

»Han er en af dem, vi virkelig har brug for og stoler på i de første ni dage, hvor der er holdtidskørsel og en del klassikeragtige etaper. Her bliver han med sine styrker en kæmpe gevinst for holdet,« siger Roberts.

Kragh Andersen er i gang med sin tredje sæson på det tyske World Tour-hold og imponerede så sent som i juni med en etapesejr i Schweiz Rundt.

»Søren er et udviklingsprojekt for os. Han har taget fine skridt fremad og udvikler sig godt. Det næste naturlige skridt for ham var at være med Tour de France, og med dette års rute har vi brug for ham.«

Luke Roberts slår fast, at Sunwebs slagplan primært handler om en god samlet placering til Tom Dumoulin og etapesejre til Michael Matthews.

»Søren er også en, der kan tilføre en masse værdi ved at støtte Dumoulin i løbet af dagen. Samtidig kan han også være en af Matthews' sidste leadoutmen i afslutningerne.«

»Havner han i et udbrud kan Søren helt afgjort være en kandidat til en sejr, men i den første uge vil mulighederne være begrænsede. Måske kommer der i den sidste uge et par etaper, hvor udbrud kan køre hjem,« siger Luke Roberts.

På 1. etape kom Søren Kragh Andersen i mål på en 60.-plads i samme tid som vinderen.

/ritzau/