Sune Smith-Nielsen, der tidligere mandag blev fyret som sportsdirektør i FC København, ser med stolthed tilbage på de 17 år, som han var ansat i hovedstadsklubben, og de spillere og medarbejdere, han har været med til at udvikle.
Det siger han i en udtalelse på FCK's hjemmeside.
- Jeg var mindst lige så stolt, da jeg blev udnævnt til sportsdirektør, og jeg var gerne fortsat, men sådan skulle det ikke være. Trods dagens omstændigheder er jeg stolt af det aftryk, jeg har sat på FCK gennem 17 år, siger han.
Smith-Nielsen afløste i sommeren 2024 Peter "PC" Christiansen som sportsdirektør. Inden da var han med til at opbygge klubbens talentafdeling, som han i en årrække var ansvarlig for.
- Jeg har haft 17 fantastiske år i FCK, og det har været et stort privilegie at være en del af klubbens udvikling igennem næsten to årtier, siger den afgående sportsdirektør.
- Jeg kommer virkelig til at savne hele den fantastiske stab. Jeg ønsker også alle spillere på førsteholdet alt det bedste i denne svære periode og held og lykke til alle de mange talenter i klubben.
FCK ligger aktuelt nummer syv i Superligaen efter en stribe skuffende resultater. Blandt andet er foråret åbnet med blot ét point i tre ligakampe.
Smith-Nielsen hentede i sommer med blandet succes blandt andre Youssoufa Moukoko, Mads Emil Madsen og Dominik Kotarski til klubben.
I den første sæson med Sune Smith-Nielsen som sportsdirektør vandt FCK mesterskabet og pokaltitlen, og i sommer formåede holdet også at kvalificere sig til Champions League.
Men denne sæson har budt på en række skuffende resultater for hovedstadsklubben, og mandag fik det konsekvenser for sportsdirektøren.
/ritzau/
