Succesfuld dansk badmintondouble splittes op

Mathias Boe skal fremover danne par med Mads Conrad. Carsten Mogensen bliver makker med Mads Pieler Kolding.

Mathias Boe og Carsten Mogensen har sammen blandt andet vundet OL- og VM-sølv. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En af Danmarks mest succesfulde duoer, herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen, er snart fortid i dansk badminton.

Makkerparret, der sammen blandt andet har vundet OL- og VM-sølv, bliver splittet op, og i stedet skal Mathias Boe danne par med Mads Conrad-Petersen, som vender tilbage fra sin selvvalgte pause fra sporten.

Carsten Mogensen får Mads Pieler Kolding som ny makker.

Det er ifølge Badminton Danmark (BD) Mads Conrad-Petersen og Mathias Boe, der har kontaktet forbundet for at indlede et samarbejde.

De to spillede sammen i forbindelse med Thomas Cup sidste år, og der viste makkerparret gode takter, siger sportschef Jens Meibom.

»Vi ved, at de kan spille på højt niveau, så det håber vi, at de kan genfinde, for så ser vi dem som et rigtig stærkt par, der kan opfylde nogle af de sportslige mål, vi har,« siger Jens Meibom.

38-årige Mathias Boe flyttede i december sidste år til Dubai for at være tættere på sin indiske kæreste, men BD har krævet, at han flytter hjem, hvis han vil tilbage og spille på elitecenteret, og det har Boe accepteret.

Carsten Mogensen har derimod tidligere afvist at få sig en ny makker, efter at Mathias Boe flyttede fra Danmark, fordi han fortsat troede på »et unikt og godt makkerskab« med Mathias Boe.

I november sidste år meddelte 31-årige Mads Conrad-Petersen, at han tog en pause fra badminton på ubestemt tid. Det chokerede hans daværende makker, Mads Pieler Kolding.

31-årige Kolding har siden hen sagt, at han ikke vil spille sammen med Conrad igen, hvis han vender tilbage.

Ifølge Jens Meibom har der ikke være splid mellem parrene.

»Det her er ikke på nogen måde personligt. Mads og Mads havde en spillemæssig krise, inden Mads Conrad valgte at tage en pause, og Boe og Mogensen har også kæmpet med deres«.

»Jeg tror, det har været en vurdering af det sportslige, hvor nye makkerskaber kan være med til at give nogle nye sportslige muligheder. Jeg tror, det er det, der ligger til grund for det,« siger han.

Mathias Boe og Carsten Mogensen spiller deres sidste turnering sammen til All England, der begynder i næste uge. Parret har tidligere vundet den prestigefyldte turnering sammen.

Mads Pieler Kolding og Carsten Mogensen vil påbegynde deres makkerskab i slutningen af marts ved Singapore Open.

Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen har kun få point på verdensranglisten, og derfor skal de spille en række europæiske turneringer i den kommende tid. Den første er Polen Open i slutningen af marts.

/ritzau/