Suarez om Barcelona-comeback: Vi vil vinde denne her liga

Vi viste, at vi vil vinde ligaen, siger målscorer Luis Suarez efter Barcelonas comeback mod Villarreal.

FBL-ESP-LIGA-VILLARREAL-BARCEL
Barcelonas uruguayanske angriber, Luis Suarez, fejrer sin udligning til 4-4 i det 93. minut mod Villarreal. Jose Jordan/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Madrid. Lionel Messi og Luis Suarez ledte FC Barcelona til et fantastisk comeback mod Villarreal tirsdag og kan have forpurret Atlético Madrids chancer i kampen om det spanske mesterskab.

Atlético møder Barcelona på Camp Nou lørdag og fik fornyet håb, da holdet så Villarreal føre 4-2 over catalonierne i kampens døende minutter tirsdag aften.

Men i slutspurten trådte Barcelonas største profiler i karakter.

Fra halvcirklen knaldede indskiftede Messi i det 90. minut et frispark i nettet via stolpen, før Suarez med et hårdt venstrehug tre minutter senere sendte catalonierne i ekstase med et slutresultat på 4-4.

Messi og Suarez har nu scoret 51 mål i ligaen tilsammen i indeværende sæson. Det er blot et enkelt mål fra de 52, som hele Real Madrid har scoret sammenlagt.

- Den ånd, vi viste til sidst - at vi nægter at give op, og at vi kommer tilbage i sidste øjeblik - vi viste, at vi vil vinde denne her liga, siger Suarez.

Kombineret med Atlético Madrids 2-0-sejr over Girona tidligere tirsdag er Barcelonas forspring skrumpet til otte point før de sidste otte kampe.

Og selv om Barcelona altså kun tog et enkelt point tirsdag aften, fejrede træner Ernesto Valverde Suarez' mål som et sejrsmål.

- I sidste ende er det kun et point, men der er en særlig følelse over det efter at have været nede med to mål i sidste øjeblik, sagde Valverde efter kampen.

Barcelona gik ind til tirsdagens kamp med seks ligasejre i træk og som ubesejret i de seneste 17 kampe.

/ritzau/AFP