Stryger spiller sin sidste sæson

Den tidligere landsholdsspiller Søren Stryger stopper sin aktive håndboldkarriere efter den igangværende sæson for at blive spillerrådgiver.

Først sagde håndboldspilleren Søren Stryger farvel til landsholdet efter VM i januar måned, og nu lyder udmeldingen fra den 32-årige højrefløj også på, at det er slut på klubplan. Når den igangværende sæson er færdig, stopper Flensburg-Handewitt-spilleren sin aktive karriere.

- Jeg har længe tænkt, at det skulle være min sidste sæson. Tankerne kom, da jeg for halvandet år siden åbnede Claus Flensborgs og mit firma, siger Stryger til Morgenavisen Jyllands-Posten med henvisning til, at han og den tidligere KIF Kolding- og GOG-spiller Claus Flensborg sammen har stiftet selskabet Time Out Management, der beskæftiger sig med rådgivning af sportsfolk.

Søren Stryger har spillet 151 A-landskampe for Danmark og har vundet fire bronzemedaljer ved større internationale mesterskaber. Han på grund af en knæskade endnu ikke spillet i denne sæson for sin tyske klub Flensburg-Handewitt, hvor han har befundet sig i syv sæsoner.

/ritzau/