Mens GOG har det svært i Champions League, er Aalborgs danske håndboldmestre til gengæld godt kørende i den prestigefyldte turnering.

Med Thomas Arnoldsen som dynamisk drivkraft vandt Aalborg klart 35-26 i Norge over Kolstad. Det var Aalborgs tredje sejr i fire kampe. Holdet har fortsat kun tabt til Füchse Berlin.

Allerede midt i første halvleg lignede Aalborg et hold i fuld kontrol over begivenhederne.

Når Arnoldsen, Mads Hoxer og Juri Knorr flyttede bolden hurtigt, kunne Kolstad-forsvaret ikke følge med. Det blev straffet hårdt af de gennembrudsstærke bagspillere.

Aalborg gav også spilletid til nordmanden Sander Sagosen, der for nogle år siden var en af frontfigurerne for satsningen på at gøre Kolstad til en europæisk magtfaktor.

Det lykkedes aldrig, og nu er de fleste profiler væk. Deriblandt altså Sagosen, der fejrede gensynet med hjemmebanen med tre scoringer.

Da Kolstads danske målmand, Nicolai Neupart, i første halvlegs sidste sekunder fumlede Mads Hoxers underhåndsskud i mål, kunne Aalborg gå til pause med en komfortabel føring på 17-12.

Heller ikke efter pausen fandt Kolstad modtrækket mod Thomas Arnoldsens fart og gennembrudstyrke. Landsholdsprofilen nåede op på otte mål, inden han fik fyraften.

Kampen manglede i udpræget grad intensitet i de sidste 30 minutter. Nordmændene havde tydeligvis mistet troen på point, mens Aalborg gav spilletid til marginalspillerne.

Til sidst handlede Kolstads angrebsspil mest om at give bolden til den store hugger Simen Lyse, der hamrede nogle bolde ind bag den ellers velspillende Aalborg-målmand Niklas Landin.

Det ændrede dog ikke på, at de danske mestre tog en sikker sejr. Og Aalborg vil være favorit til at gøre det igen i næste Champions League-opgave om en uge. Her kommer gruppens bundprop Dinamo Bucuresti på besøg i Aalborg.

/ritzau/