Storbritannien afviser særadgang for danske fans til semifinale

Ender Danmark i EM-finale, får 1000 danskere adgang til Wembley. Men briter nægter samme model til semifinale.

De britiske myndigheder vil ikke lempe på coronareglerne, så danske fans kan tage til England og se semifinalen der. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når det danske fodboldlandshold skal spille EM-semifinale mod England på Wembley i London onsdag, vil de britiske myndigheder ikke tillade adgang for danske tilrejsende fans.

Det oplyser Udenrigsministeriet søndag.

- Den danske ambassadør i London har været i kontakt med de britiske myndigheder, men de afviser at lave en tilgang for semifinalen som den, der laves for finalen, lyder det i et skriftligt svar.

Skrappe britiske coronarestriktioner betyder, at der er krav om ti dages karantæne ved indrejse, også selv om man er vaccineret.

Derfor er landsholdet afhængigt af støtte fra danskere bosat i Storbritannien. De har mulighed for at få del i 5000 billetter, som Dansk Boldspil-Union (DBU) råder over.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har dog lavet en særaftale med de britiske myndigheder om tilrejsende fans ved finalen.

Hvis Danmark spiller sig videre til EM-finalen, kan 1000 tilrejsende fans dermed få adgang til Wembley. Men den model vil de britiske myndigheder altså ikke gå med til ved onsdagens semifinale.

Tidligere er reglerne i både Holland og Aserbajdsjan, hvor landsholdet har spillet, blevet lempet for de danske fodboldfans.

Landstræner Kasper Hjulmand sagde efter sejren mod Tjekkiet lørdag aften, at han håber, at det samme vil være tilfældet i forbindelse med semifinalen.

- Vi håber, at Boris Johnson (Storbritanniens premierminister, red.) vågner op og giver adgang til en masse tusind danske fans, ellers må vi bære dem med ind på banen.

- Jeg håber, at en masse danskere får lov til at komme, men lad os se, sagde Hjulmand lørdag.

Der er desuden et stort politisk ønske om flere danske fans på Wembley.

Både Dansk Folkeparti, SF og De Radikale mener, at statsminister Mette Frederiksen (S) om nødvendigt må gå ind i kampen og lægge pres på den britiske premierminister. Det siger de til DR.

Søndag eftermiddag har omkring 2000 danskere med britisk adresse indtil videre registreret sig via billet.dbu.dk, oplyser DBU.

Man skal først verificere sig som dansker ved at blive medlem af fanklubben. Herefter får man tilsendt link til køb via Uefas hjemmeside, og hver person kan købe op til fire billetter.

/ritzau/