Stor tysk avis boykotter Touren

Den store tyske avis Berliner Zeitung fortalte lørdag sine læsere, at de vil afholde sig fra at dække de sportslige sider af årets Tour de France.

Læserne af den tyske avis Berliner Zeitung skal ikke forvente sig storstilede fortællinger om Tourens helte de kommende dage, hvor Tour de France-feltet tager hul på årets 3.547 kilometer lange etapeløb. I stedet vil avisen koncentrere sig om at fortælle sine læsere om det, de kalder sportens fundamentale problemer, der omhandler forbudte stoffer og organiseret kriminalitet.

- I år vil der ikke være beretninger om etaperne, ingen fotoserier, ingen etapeprofiler med sværhedsgrader og ingen Tour de France traditioner, som har vendt ryggen til de væsentlige emner, skriver sportsredaktør Jens Weinreich i avisen lørdag.

Avisen bringer derfor ikke nyhedsartikler fra årets store franske etapeløb, men vil i stedet i dagbogsform beskrive cykelsportens problemer. /ritzau/