Stor dansk triumf i Tour de France

Michael Rasmussen satte favoritterne på plads på den første store bjergetape i Tour de France og kørte sig i gult og i den prikkede bjergtrøje.

Den er god nok. Michael Rasmussen kører i gult. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

Danske Michael Rasmussen leverede det umulige på søndagens store bjergetape i Tour de France. Han satte samtlige favoritter på plads på de hårde bjergknolde i Frankrig og snuppede - ud over selve etapen - både den gule førertrøje og den prikkede bjergtrøje.

- Den er en drøm, der går i opfyldelse for mig, sagde en tydeligt rørt og udmattet Michael Rasmussen til TV 2 efter sin triumf på den 165 kilometer 8. etape op til Tignes.

Michael Rasmussen vidste, hvor godt han havde kørt, da han passerede målstregen. Der var ikke tid til sejrarme i vejret: Alle sekunder var vigtige til den samlede stilling.

- Nu vil jeg nyde hviledagen i morgen. Og så må vi se, hvad der sker i de næste to uger, sagde Michael Rasmussen om de muligheder, der nu ligger i feltet, hvorefter han tre gange trådte op på sejrspodiet - først som etapevinder, bagefter for at trække i den gule trøje, og til sidst for at mase den prikke bjergtrøje ned over sin spinkle danske krop.

Det blev også en dag, hvor der blev vendt alvorligt rundt i feltet, og hvor flere af favoritterne faldt fra i det samlede klassement, mens spanieren Iban Mayo, som alle ellers havde afskrevet, kørte sig ind i topstriden.

Den gule førertrøje blev en kendsgerning for Michael Rasmussen, da den tyske T-Mobile-rytter Linus Gerdemann først passerede målstregen over fire minutter efter den danske triumfator.