Stor dansk nedtur: Axelsen og Antonsen færdige ved Korea Open

Både Viktor Axelsen og Anders Antonsen tabte i to sæt og er ude af Korea Open efter anden runde.

Viktor Axelsen vandt onsdag sin første sejr siden april, men glæden varede kort for den danske badmintonspiller, der torsdag løb ind i et nederlag i anden runde af Korea Open.

Han blev slået i to sæt af Zii Jia Lee fra Malaysia med cifrene 18-21, 16-21 og er dermed færdig i turneringen.

Axelsen var rigtig godt med i første sæt, hvor det kun var marginaler, der afgjorde kampen til Lees fordel.

Undervejs i sættet var danskeren foran 15-11 og 16-12, inden malaysieren igen meldte sig ind i kampen og tog fem point i træk.

Andet sæt var også en jævnbyrdig affære til 7-7, men så trak Lee fra og kom hurtigt foran 13-8, og derfra kunne danskeren ikke stille noget op.

Også Anders Antonsen er færdig i turneringen i Korea. Den fjerdeseedede dansker tabte i to sæt til Tzu Wei Wang fra Taiwan, der ligger nummer 25 i verden.

Antonsen gik helt død i andet sæt og endte med at tabe kampen med cifrene 15-21, 6-21.

Korea Open er en Super 500-turnering på World Touren. Fraregnet sæsonfinalen er det tredjehøjeste turneringsniveau på touren.