Stolt Olaf Eller om sønnen: Han er stor i hele Nordamerika

Lars Ellers far mener ikke, at det kan blive større, efter sønnen blev matchvinder i Stanley Cup-triumfen.

2018 NHL Stanley Cup Final - G
Den danske ishockeyspiller Lars Eller scorede det afgørende mål, da hans klub, Washington Capitals, besejrede Vegas Golden Knights og vandt Stanley Cup-trofæet. Ethan Miller/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Den danske ishockeyspiller Lars Eller var natten til fredag dansk tid med til at vinde Stanley Cup-trofæet, da hans klub, Washington Capitals, besejrede Vegas Golden Knights med 4-3.

Lars Ellers far, Olaf Eller, sad blandt tilskuerne i Las Vegas og kunne se sin søn score det afgørende mål og skrive dansk ishockeyhistorie, som den første dansker til at vinde det eftertragtede trofæ.

Samtidig er det klubbens første mesterskab i de 44 år, den har været med i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Olaf Eller forklarer, at det er kæmpestort for hele Washington by, hvor alle taler om triumfen og om Lars Eller.

»Når man bliver centrum i det, så bliver man lige pludselig stor i hele Nordamerika,« siger Olaf Eller om sin søns succes.

»Det kan ikke bliver større. Men man ved selvfølgelig aldrig, hvor barren ender, men det er det største indtil nu,« siger han.

Lars Eller scorede det afgørende mål til 4-3 i en kamp, der bølgede frem og tilbage og gav skiftevise føringer til de to hold.

»Det er en surrealistisk oplevelse. At være bagud i tredje periode, og så kom de op med en super tredje periode, og Lars spillede en fremragende tredje periode. Det kunne ikke blive større,« siger Olaf Eller.

Det var da også en glad søn, som Olaf Eller mødte på isen efter kampen.

»Han siger, at det er en fantastisk fornemmelse. Ubeskriveligt stort. Det er mange års arbejde, der går op i en højere enhed - både for ham og holdet.«

Olaf Eller og familien har fulgt Lars Eller rundt i det nordamerikanske, og det har betydet meget for den 29-årige ishockeystjerne.

»Det er dem, der har størst andel i det her i dag. De vigtigste mennesker i mit liv er her i dag. Det er fantastisk at være her og dele det her moment med dem. Det bliver ikke større,« siger han til TV 2 Sport.

/ritzau/