Storklubben Real Madrid gør sit for at holde trit med ærkerivalen FC Barcelona i den spanske topstrid.

Søndag aften imponerede hovedstadsklubben ikke, men de påkrævede point blev sat ind på kontoen med en 2-1-sejr på udebane mod Alaves.

Real Madrid var ikke i spillemæssig kontrol og vadede på ingen måde i store målchancer. Men individuel kvalitet i verdensklasse blev atter udslagsgivende.

Kylian Mbappé kom på tavlen og udbyggede sit forspring på ligaens topscorerliste. Mbappé har nettet 17 gange i samme antal kampe i La Liga-sæsonen.

Med sejren kan Real Madrid fortsat skimte førerholdet Barcelona på ligaens førsteplads.

Barcelona, der har vundet syv på stribe, har 43 point i toppen af La Liga, mens Madrid har fire point færre på andenpladsen.

Den afgørende kvalitet fra de offensive esser kom til udtryk efter 24 minutter, da to pasninger splittede Alaves-holdet i en skarpskåret madrilensk kontrakniv.

Med bolden for fødderne tog Kylian Mbappé et par lynhurtige driblinger ind i banen, inden den franske superstjerne krøllede føringsmålet op i krydset.

Alaves leverede gode takter og viste tænder, hvilket blev belønnet med 20 minutter tilbage.

Carlos Vicente timede et perfekt dybdeløb, da han elegant tæmmede bolden og efterfølgende resolut lagde udligningen forbi Thibaut Courtois i Madrid-målet.

Det tvang Real Madrid frem over stepperne, og endnu en flot soloaktion sørgede for 2-1-målet.

Vinicius Junior satte fuldstændig sin direkte modstander, og foran mål fandt brasilianeren sin landsmand Rodrygo, der kunne score et af de nemmere mål og sikre sejren.

/ritzau/