Hun er noteret for seks sejre og ti andenpladser i første halvdel af cykelsæsonen, men Emma Norsgaard kommer ikke til at jagte endnu en topplacering i kvindernes landevejsløb ved OL søndag.
Ruten i Japan er en tand for kuperet for den talentfulde dansker, der i stedet stiller hele sin arbejdskraft til rådighed for Cecilie Uttrup Ludwig, der bliver trumfkortet på det danske tomandshold i Japan.
»Ruten til linjeløbet er ikke lige til min fordel, og jeg har hele tiden været klar over, at jeg skulle være der for Cecelie,« siger Emma Norsgaard.
Til gengæld får hun lov til at køre for sin egen succes på onsdag i enkeltstarten, hvor hun er eneste danske deltager.
»Vi må se, hvor lang tid, jeg holder i linjeløbet. Jeg regner ikke med selv at skulle køre efter et resultat og på den måde køre mig selv totalt i bund.«
»Men hvis muligheden havde været der, tror jeg, at jeg ville have gået all-in i begge løb,« siger Norsgaard.
På papiret er det en duo i absolut verdensklasse, Danmark stiller op med i søndagens landevejsløb.
Norsgaard og Uttrup Ludwig er henholdsvis nummer otte og seks på den seneste verdensrangliste og har begge haft et stærkt forår som optakt til legene.
Danskernes internationale status blegner dog en smule i sammenligning med Holland, der efter al sandsynlighed kommer til at dominere det 137 kilometer lange løb.
Den hollandske kvartet består af verdens nummer et, to, fire og fem, og stjernerne Annemiek van Vleuten og Anna van der Breggen har til sammen vundet de seneste tre verdensmesterskaber.
Alligevel skal man ikke udelukke en dansk overraskelse, mener Cecilie Uttrup Ludwig.
»Vi tror på vores chance. Det er en fed rute, og vi glæder os enormt meget. Det bliver spændende med det taktiske spil.«
»Jeg tror, det er muligt at køre mig i top-8, måske endda top-5. Alt skal spille på dagen, men i et linjeløb kan alt ske,« siger hun.
Der er knap 2700 højdemeter på OL-ruten, der har opløb på racerbanen Fuji International Speedway.
/ritzau/



